Svensk politi regner fredag med at identificere ofre fra skoleskyderi

6. FEB 2025 • 16:21UDLAND

Snart vil svensk politi kunne identificeret gerningsmanden og ofrene fra et skoleskyderi i Örebro.

Svensk politi regner fredag med at kunne identificere alle dræbte inklusiv gerningsmanden fra skoleskyderiet i Örebro.

Det oplyser Lars Bröms, der er indsatsleder for holdet, som arbejder med at identificere de afdøde, til det svenske nyhedsbureau TT.

Ifølge mediet har gruppen arbejdet med blandt andet DNA-prøver, fingeraftryk og sammenligning af tandrøntgenbilleder.

Når ofrene er identificeret vil de pårørende modtage besked om drabet.

Indtil videre er den formodede gerningsmand i svenske medier blevet identificeret som den 35-årige Rickard Andersson.

Derudover er det beskrevet, at der er flere forskellige nationaliteter blandt de dræbte herunder flere syrere og en bosnier.

Det har landenes ambassader meddelt til flere svenske medier.

Skyderiet fandt sted på Campus Risbergska i Örebro omkring 200 kilometer vest for Stockholm.

Den formodede gerningsmand har ifølge Aftonbladet selv været indskrevet på den kommunale voksen-uddannelse, hvor skyderiet fandt sted.

Politiet i Sverige har ligeledes bekræftet, at den formodede gerningsmand havde en tilknytning til skolen.

På et pressemøde torsdag fortæller Lars Wirén, der er chef for politiet i Örebro, at omkring 130 politifolk deltog i den akutte indsats på skolen.

De første var fremme, få minutter efter anmeldelsen kom klokken 12.33.

Den formodede gerningsmand blev fundet død inde på skolen omkring en time efter politiets ankomst. Politiet havde ikke besvaret beskydningen, siger Lars Wirén.

Omkring den afdøde person blev der fundet flere våben og en stor mængde ubrugt ammunition.

Politiet har en klar idé om, hvem gerningsmanden er, men vil ikke bekræfte hans identitet, før man er helt sikker.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT