Økonomisk pressede danskere giver mindre end før til Røde Kors

2. OKT 2022 • 19:35INDLAND/KRIMINAL

Røde Kors har søndag indsamlet 12,8 millioner kroner. Pengene skal hjælpe i Ukraine, Afghanistan og Danmark.

Cirka 12,8 millioner kroner er søndag samlet ind til Røde Kors, der har holdt sin årlige landsindsamling i Danmark.

Det er over 2,5 millioner kroner mindre end ved sidste års indsamling, hvor der blev samlet 15,5 millioner kroner ind, men alligevel er generalsekretær Anders Ladekarl tilfreds.

- Vi oplever en stor velvilje til at støtte, siger han blandt andet.

Ifølge Ladekarl oplever Røde Kors, at der er flere i Danmark, som er økonomisk presset, og det kan - sammen med færre indsamlere - have ført til det lavere resultat.

- Det er en lille smule mindre end sidste år, og det tror jeg, hænger sammen med, at folk selvfølgelig er økonomisk pressede. Der er høje regninger, der ligger, og der er udsigt til økonomisk nedgang.

- Det præger selvfølgelig også, hvor meget folk har til at give ind til Røde Kors, siger Anders Ladekarl.

I 2020 blev der indsamlet 13,5 millioner kroner. I 2019 var det 16 millioner, mens der i 2018 blev samlet 16,5 millioner kroner ind til Røde Kors.

Pengene bliver ikke brugt alle på én gang, fordi de skal vare til næste års indsamling. Da Røde Kors ikke på forhånd vidste, hvor meget der ville blive samlet ind, er det søndag aften endnu ikke bestemt, hvor mange penge der skal gå til hvilke projekter.

Men det står klart, at millionerne skal give glæde i både Ukraine, Afghanistan og Danmark.

I Ukraine er det særligt varmehjælp under den forestående vinter, der er på programmet.

- Vinteren er lige oppe over i Ukraine, og det bliver rigtig, rigtig koldt. Så der bliver behov for at uddele tæpper og varmeovne og den type aktiviteter, siger Anders Ladekarl.

I Afghanistan driver Røde Kors 31 hospitaler, og her skal pengene blandt andet gå til hjælp til de underernærede børn, der indlægges, samt børn, der har trådt på miner eller ueksploderede granater.

I Danmark skal pengene gå til, at børn kan blive en del af familie- og madfællesskaber, samt at børnene kan få gode ferieoplevelser.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU