Ny vandmiljørapport får skarp kritik

26. SEP 2024 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Forskere og grønne organisationer kritiserer ny rapport, der skal bruges i forhandlinger om bedre vandmiljø.

Forskere og grønne organisationer er dybt bekymrede over en netop offentliggjort rapport.

En rapport, som skal spille en vigtig rolle i de igangværende forhandlinger om den meget omtalte grønne trepart.

Rapporten er gennemført af en taskforce bestående af Fødevareministeriet og Miljøministeriet og med Finansministeriet som formand.

Den kommer med tre scenarier for, hvordan landbruget, som betragtes som en af hovedårsagerne til kvælstofudledningen, skal skrue ned for udledningen.

I et af scenarierne kan blandt andet Vejle Fjord og Lillebælt, der gennem årtier gang på gang er blevet hårdt ramt af iltsvind, godt tåle endnu mere kvælstof.

- Efter tre års arbejde med den nye second opinion-rapport prøver man at reducere udledningerne, der forventes i 2027, med en meget optimistisk vurdering af, hvor meget kvælstof der vil forsvinde af sig selv, siger marinbiolog og vandmiljøprofessor ved Aarhus Universitet, Stiig Markager.

Hans bekymring er, at man hæver grænserne for, hvor mange alger der må være i vandet, så der for eksempel i Lillebælt på papiret pludselig er et godt vandmiljø, hvor der ikke kræves handling.

- Det rimer jo slet ikke med et massivt iltsvind i Lillebælt, hvor der slet ikke er nogen fisk tilbage. Det samme gælder blandt andet Det Sydfynske Øhav og Djursland ud mod Kattegat, som også er hårdt ramt af iltsvage områder, siger han.

Karen Timmermann er professor ved DTU Aqua og har medvirket til den modeludvikling, der ligger bag rapportens tre scenarier.

Hun opfordrer politikerne i de kommende forhandlinger til at se bort fra scenarie to og tre.

- Scenarie et er klart det videnskabeligt stærkeste og baseret på de bedst tilgængelige modeller og metoder, hvilket ikke gælder scenarie to og tre, siger hun.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding er ikke imponeret.

- Den grønne trepart skal sikre et historisk løft med op mod 50 milliarder kroner i ryggen efter 40 års politisk svigt. Hvis man gør det på basis af gamle miljødata, er det utroværdigt og med hovedet under armen, siger hun.

Landbruget kalder den nye second opinion-rapport for et stærkere fagligt grundlag for det videre arbejde med vandmiljøet i den grønne trepart.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT