Grønland tilbyder børn fra 12 til 15 år coronavaccine

4. AUG 2021 • 18:37INDLAND/KRIMINAL

Den nedre aldersgrænse for at blive tilbudt coronavaccine er onsdag blevet rykket fra 16 til 12 år.

Fremover skal børn mellem 12 og 15 år i Grønland tilbydes vaccine mod coronavirus.

Det er blevet meddelt på et pressemøde onsdag ifølge mediet Sermitsiaq.

- Den sundhedsfaglige vurdering er, at det er fuldt ud forsvarligt at tilbyde vacciner til børn, siger Kirsten L. Fencker, der er naalakkersuisoq for sundhed, hvilket svarer til sundhedsminister i Grønland, ifølge Sermitsiaq.

Beslutningen er taget på baggrund af en indstilling fra Landslægeembedet.

Hidtil er coronavaccinen kun blevet tilbudt børn ned til 16 år. Men det ændres nu i et forsøg på at inddæmme smitten.

- Selv om det formentlig ikke vil være muligt at opnå flokimmunitet, så vil en øgning i antallet af vaccinerede personer mindske risikoen for ukontrolleret smittespredning, siger Kirsten L. Fencker ifølge mediet.

I øjeblikket er der 46 smittede med coronavirus i Grønland. Der bor godt 56.000 personer i Grønland, viser de seneste optællinger fra Grønlands Statistik.

Til sammenligning er der onsdag blevet konstateret 927 smittede i Danmark, hvor befolkningen tæller over 5,8 millioner mennesker.

Der er nu det højeste antal smittede, siden corona kom til Grønland i marts 2020, skriver KNR.

I starten af juli var der ingen smittede i Grønland, men en uge senere steg smittekurven endnu engang.

Ifølge Landslægeembedet skal over 80 procent af befolkningen være vaccineret, for at der kan opnås flokimmunitet.

Der er i øjeblikket 47 procent færdigvaccinerede mod coronavirus, mens 60 procent har fået det første stik af vacciner fra enten Pfizer/BioNTech eller Moderna.

Naalakkersuisoq oplyser, at de forventer at kunne gå i gang med vaccination af de 12 til 15-årige om en uge.

I Danmark begyndte man at invitere børn mellem 12 og 15 år til coronavaccination den 14. juli.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU