Fralandsvind gav livreddere travlhed ved strandene

18. AUG 2022 • 09:28INDLAND/KRIMINAL

22 gange måtte livreddere på de danske strande træde til i livsfarlige situationer i den forgangne badesæson.

Selv om den kommende uge også vil byde på flot sommervejr, er badesæsonen officielt slut.

Livredderne fra Trygfondens Kystlivredning havde sidste arbejdsdag onsdag og kan dermed gøre status over årets indsats på de danske strande.

Foreløbige tal viser, at livredderne har ydet assistance til badegæster 57.522 gange, hvoraf de 22 af dem vurderes at involvere personer, der har været i livsfare.

- Fralandsvinden har gjort, at vi i år har skullet indhente folk, der er kommet i problemer langt ude, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i Trygfonden Kystlivredning.

- Det kan være familiefaren- eller moderen, der har taget et par børn med ud på et stand up paddleboard i fralandsvind. De har ikke redningsveste med og kan ikke rigtig komme ind til land på grund af vinden.

- Måske går man i panik og falder af boardet. Man bliver træt, man bliver panisk. Det er en situation, som vi vurderer er så kritisk, at det kunne være endt fatalt, hvis vi ikke havde hjulpet i tide, siger han.

Antallet af assistance er nogenlunde på niveau med sidste år, men et stykke fra rekorden i den varme 2018-sommer, hvor tallene hed henholdsvis 88.355 og 52.

- Sammenlignet med de seneste år har dette været en gennemsnitlig sæson målt på det samlede aktionstal.

- Der har dog været hedebølge og meget travlt på strandene i flere perioder, men det er blevet afløst af dage med vind og kølige temperaturer, særligt i Vestdanmark, siger Anders Myrhøj.

Et gennemgående træk ved de livreddende indsatser har været fralandsvind.

Det har også været kitesurfere, som er blevet overrasket over vinden.

Derfor har livredderne også haft fokus på at forebyggelse ved at opfordre til, at man lader oppustelige genstande blive på land, når det blæser væk fra stranden.

Trygfonden Kystlivredning driver 35 livreddertårne landet over. De åbnede 24. juni, da skolernes sommerferie blev indledt og blev altså pillet ned igen i går.

Dog fortsætter livredderne med at arbejde ved Havnebadet Aarhus Ø og ved Fisketorvet og Islands Brygge i København.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU