Dansk graverdokumentar om torturbødler vinder Emmy

29. SEP 2022 • 15:41INDLAND/KRIMINAL

Film af Poul-Erik Heilbuth har vundet en Emmy. Han står også bag filmen om whistlebloweren Snowden fra 2015.

Den dansk-tyske dokumentarfilm "In Search of Monsters" med den danske titel "Jeg var torturbøddel" har vundet en Emmy for årets bedste produktion om aktuelle begivenheder.

Den prisbelønnede danske dokumentarist Poul-Erik Heilbuth er én af de to instruktører af dokumentaren, som vandt den amerikanske tv-pris Emmy onsdag nat.

- Jeg fyldte 70 år for en måned siden, og jeg synes sgu, det er meget godt gået at have vundet så stor en pris i min alder, siger Poul-Erik Heilbuth om at have vundet prisen.

Dokumentaren er ifølge instruktøren selv "et journalistisk stykke graverarbejde" om en tidligere fange, Mohamedou Ould Slahi, der blev tortureret i det amerikanske militærfængsel i Guantanamo på Cuba.

Han viste sig efter 14 år i fængslet at være uskyldig.

Fængslet har får stor kritik verden over for for at misbruge og torturere fanger.

Udfordringen ved dokumentaren var at finde de amerikanske soldater, der havde tortureret Mohamedou Ould Slahi.

Efter det skulle de overtales til et møde med ham. Det var noget nær en umulig opgave, men det lykkedes. Det tog fire år at producere filmen.

- Jeg har fået en passion og kærlighed for at lave det, der ikke kan lade sig gøre. At se nogle mennesker, hvor man tænker: Dem kan man godt opgive at få på skærmen. Det er vanvittigt udfordrende, siger instruktøren.

Det var svært for nogle af soldaterne at indse, at de havde mishandlet en uskyldig. Andre brød grædende sammen.

- Det var alle menneskelige følelser, der kom til udtryk. Det er amerikanske soldater, der har viet deres liv til det her, og så skal de erkende, at de har tortureret en uskyldig, siger han.

Poul-Erik Heilbuth står også bag filmen ”Snowdens Store Flugt” fra 2015 om den verdensberømte whistleblower Edward Snowden, der aldrig havde optrådt på tv før.

I 2018 blev han nomineret til en Emmy for filmen "Menneskesmuglerne", men filmen vandt ikke.

Hans film er kendt verden over. Han er uddannet journalist og har lavet flere dokumentarfilm for DR samt modtaget over 20 priser.

Den tyske tv-station NDR er medproducent af filmen. Den kan ses på dr.dk/tv.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU