Dansk film med "Anden" topper verdensliste på Netflix

26. MAJ 2022 • 19:23INDLAND/KRIMINAL

Filmen "Toscana" med Anders Matthesen er den mest sete ikkeengelsksprogede film den seneste uge på Netflix.

Den danske film "Toscana" er i denne uge den mest sete ikkeengelsksprogede film på streamingtjenesten Netflix.

Det viser en liste på Netflix' hjemmeside.

Ifølge streamingtjenesten er den danske film blevet set i intet mindre end 14,8 millioner timer den seneste uge.

Det giver "Toscana" en førsteplads foran filmene "The Perfect Family" og "The Takedown" på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Det er første uge, at "Toscana" topper Netflix' liste over film, hvor engelsk ikke er det primære sprog i filmen.

Den danske film fik premiere på Netflix den 18. maj.

"Toscana" har komikeren og skuespilleren Anders Matthesen - også kendt som "Anden" - i hovedrollen.

I filmen spiller han kokken Theo, der bliver tvunget til at rejse til Italien for at sælge sin afdøde fars restaurant.

Ifølge Netflix har "Toscana" været den mest populære film i Danmark i løbet af den seneste uge.

Filmen har tilmed været en af de ti mest sete film i 59 lande. Blandt andet har filmen været populær i Italien, hvor store dele af filmen foregår.

"Toscana" er instrueret af Mehdi Avaz.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU