Danmark donerer 1,2 millioner coronavacciner til Thailand

26. MAJ 2022 • 16:15INDLAND/KRIMINAL

Over tre gange leverer Danmark 1,2 millioner coronavacciner til Thailand. Torsdag er de første doser ankommet.

Torsdag er første del af en større donation af coronavacciner fra Danmark kommet til Thailand.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

I alt donerer Danmark 1.266.000 doser coronavacciner til Thailand. Der er tale om vaccinen fra Moderna, som kræver to doser for at opnå fuld beskyttelse.

De mere end 1,2 millioner doser vacciner vil blive leveret ad tre omgange, hvor første levering altså har fundet sted torsdag.

De resterende doser vil blive leveret over de kommende to uger.

De donerede vaccinedoser er nogle, Danmark har i overskud. Derfor glæder det sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at de kan komme befolkningen i Thailand til gavn.

- Det har været en klar ambition for regeringen, at Danmark både skulle dække sit eget behov for Covid-19-vacciner og støtte den internationale pandemikontrol.

- Vi har nu doneret ti millioner doser, samtidig med at over 3,6 millioner danskere har modtaget tredje stik, og vi har også vacciner nok til et program med fjerde stik, hvis de sundhedsfaglige myndigheder anbefaler det.

- Vi fortsætter indsatsen, både herhjemme og i udlandet, siger Heunicke.

Den danske donation til Thailand skal ses i lyset af, at der er en større andel af borgere i Danmark, som er blevet vaccineret imod corona, end der er i Thailand.

Ud af en befolkning på 70 millioner borgere er der i Thailand givet i omegnen af 136,8 millioner doser af en coronavaccine. Det svarer til 196.002 doser per 100.000 indbyggere, viser tal fra Johns Hopkins University.

Til sammenligning er der i Danmark, hvor der bor lidt under seks millioner borgere, givet i omegnen af 13,2 millioner doser af en coronavaccine. Det svarer til 228.113 doser per 100.000 indbyggere.

Med andre ord er der en større andel i den danske befolkning, som er blevet vaccineret imod corona, end der er i den thailandske befolkning.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU