47 beboere blev evakueret under voldsomt uvejr i Sydøstgrønland

25. SEP 2022 • 15:54INDLAND/KRIMINAL

Vejrfænomenet piteraq sendte kraftige vinde ned over kystbyen Tasiilaq, der slap med materielle skader.

47 borgere blev evakueret, da kraftige vinde natten til søndag ramte kystbyen Tasiilaq i Sydøstgrønland.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

Området blev lørdag aften og natten til søndag lokal tid ramt af et særligt vejrfænomen kaldet piteraq.

Det sker nogle gange i krydsfeltet mellem et højtryk over indlandsisen og et lavtryk nord for Island.

Det sender iskold luft over indlandsisen ned gennem de store østgrønlandske fjorde med stor kraft.

Politiet i Grønland har ikke meldinger om, at nogen personer skulle være kommet til skade under stormen, skriver Sermitsiaq.

Men på sociale medier berettes der ifølge mediet om materielle skader i og omkring Tasiilaq med cirka 2000 indbyggere.

Af de 47 evakuerede borgere blev 30 evakueret til forsamlingshuset i Tasiilaq, mens de øvrige blev placeret ved familiemedlemmer.

Politiet oplyser til Sermitsiaq, at evakueringen skyldes at der i forbindelse med den kraftige vind blev knust ruder i beboelsesejendomme.

Vagthavende meteorolog Thor Hartz, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyser til Ritzau, at vinden i nattens løb nåede op over orkanstyrke.

- Det har været særdeles blæsende, men det har peaket, og vinden er nu på retur. Men det har været gang i den i nattetimerne, siger den vagthavende meteorolog søndag eftermiddag.

Meteorologerne kunne ud fra trykforskelle se, at der var optræk til, at området ville blive ramt af det voldsomme vejrfænomen.

Derfor kunne man varsle uvejret et døgn forinden.

Piteraq er en grønlandsk betegnelse, der betyder noget i retning af "det, der overfalder én" og er et udtryk for, at de kraftige vinde kan komme ret pludseligt.

Orkan er defineret som en middelvind på over 32,6 meter i sekundet. Natten til søndag blev der målt op til 34 meter i sekundet i middelvind.

Og i vindstødene blev der målt op til 53 meter i sekundet, oplyser DMI.

Selv om piteraqen nåede op på vind af orkanstyrke, er det langtfra den kraftigste, der er blevet målt.

I 1970 kom middelvinden op på 70 meter i sekundet, og vindstødene antages dengang at have nået 90 meter i sekundet.

Vindmålerne gik i stykker i det voldsomme uvejr, så vindstyrken kendes ikke præcist.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU