11-dobbelt Robert-vinder: Jeg er virkelig rørt

4. FEB 2023 • 23:17INDLAND/KRIMINAL

"Holy Spider" har premiere, samtidig med at dele af den iranske befolkning protesterer mod styret.

Thrilleren "Holy Spider" blev anerkendt af den danske filmbranche med hele 11 Robert-statuetter til uddelingen i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.

"Holy Spider" blev blandt andet kåret til Årets Danske Spillefilm.

- Det er helt sindssygt, hvad der er sket i aften for os. Jeg er virkelig rørt, siger filmens instruktør, Ali Abbasi, med flere af statuetterne i hænderne.

- Det er fint at få priser. Men det er mere anerkendelsen. Det siger også noget om vores branche. De har ikke nogen problemer med at anerkende en ukendt iransk amatørskuespiller som birolle for eksempel. Det er fantastisk, siger Ali Abbasi.

Arash Ashtiani fik prisen for Årets Mandlige Birolle I En Film, mens at Zar Amir Ebrahimi blev kåret Årets Kvindelige Hovedrolle I En Film.

Selv fik Ali Abbasi prisen som Årets Instruktør.

"Holy Spider" er baseret på en virkelig historie om en kvindelig journalist, der efterforsker en seriemorder, som dræber kvindelige sexarbejdere, i den hellige iranske by Mashhad.

Filmen har haft premiere, samtidig med at dele af den iranske befolkning protesterer mod styrets overgreb og undertrykkelse af især kvinder.

- Uanset hvor jeg får en platform til at tale om Iran på, så gør jeg det, siger Ali Abbasi og uddyber:

- Der var ikke nogen af os, der lavede denne her film for at lave en protest- eller temafilm. Men det er blevet sådan. Det er virkelig underligt. En del af mig er virkelig glad, og en del af mig er virkelig, virkelig ked af det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU