Thulesen Dahls suppleant er klar til at tage over i Folketinget

1. JUL 2022 • 15:32ERHVERV/POLITIK

Susanne Eilersen ser frem til at afløse Kristian Thulesen Dahl i Folketinget, når hun får tilbuddet.

Der bliver en plads ledig i Folketinget, når den tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter ferien tiltræder sit nye job som administrerende direktør i Port of Aalborg.

Førstesuppleant til et af de tre mandater, som Dansk Folkeparti hentede i Sydjyllands Storkreds, er 57-årige Susanne Eilersen fra Fredericia.

Og hun har tænkt sig at takke ja, hvis hun bliver spurgt, som hun vil overtage Thulesen Dahls mandat.

Dermed vokser Dansk Folkepartis gruppe i Folketinget til igen at være på seks medlemmer.

- Det kræver jo, at han nedlægger sit hverv. Men det tænker jeg, at han gør, siger Susanne Eilersen.

DF's formand, Morten Messerschmidt, hilser på Twitter det nye medlem velkommen til tilbage.

- Stort velkommen tilbage til Susanne Eilersen. Nu er Dansk Folkeparti igen seks folketingsmedlemmer - tre mænd og tre kvinder. Et stærkt hold klar til at kæmpe, skriver han.

Det er nemlig langt fra nyt land, Susanne Eilersen i givet fald vil betræde. Hun er i dag byrådsmedlem i Fredericia, men sad i Folketinget fra 2015 til 2019.

Og selv om hun lige præcis ikke blev valgt ind i 2019, har hun vikarieret i en kort periode for Marie Krarup siden da.

Lige nu er hun desuden deltidsansat af partiet på Christiansborg, hvor hun har til opgave at servicere baglandet.

Hun er derfor helt bevidst om den opgave, der venter hende og den øvrige folketingsgruppe, efter at en lang række folketingsmedlemmer har forladt partiet, siden Morten Messerschmidt blev formand.

- Det afskrækker mig ikke. Jeg er ked af, at det er foregået, men nu må vi se fremad og få det til at fungere på bedste vis.

- Der ligger et hårdt stykke arbejde i at vise vælgerne, at vi har den politik, vi hele tiden har haft, og så kan vi håbe, at vi bliver belønnet i en eller anden grad. Det tror jeg, at vi kan, siger Susanne Eilersen.

Susanne Eilersen er handelsuddannet og er merkonom i regnskab. Hun har tidligere været partiets beredskabs- og kommunalordfører.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU