Støtteparti erkender dyre lejemål får mest ud af lejeloft

18. AUG 2022 • 15:58ERHVERV/POLITIK

I rede penge vil de mest velhavende lejere få mest ud af et lejeloft, erkender Enhedslisten. Minister afviser.

Enhedslisten erkender, at de mest velhavende lejere får mest ud af regeringens forslag om et midlertidigt loft på huslejestigninger.

Partierne mødtes torsdag til forhandlinger om forslaget, som skal komme lejerne til gode på grund af prisstigningerne i samfundet.

Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) erkender, at forslaget kan ramme skævt.

- Der er ingen tvivl om, at dem, der bor dyrest, de også kommer til at få mest ud af det. Men når man ser på boligmarkedet i Aarhus, København og andre byer.

- Så bliver de store lejligheder ofte beboet af fire, fem, seks studerende, fordi de er så dyre, at almindelige mennesker simpelthen ikke har råd til at bo der, siger hun.

Enhedslisten er derfor positiv over for loftet, som skal gælde i to år og begrænse stigninger i huslejen til fire procent.

Det skal sikre lejerne i private udlejningsboliger mod "urimeligt høje huslejestigninger" ifølge regeringen.

Indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) mener dog ikke, at det vil komme de mest velhavende lejere til gode.

- Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. Vi har en gruppe af private lejere, som ikke nødvendigvis er de fattigste. Men det er entydigt dem, der risikerer at blive ramt af de højeste lejestigninger, og det er derfor, vi sætter ind der, siger han.

Der findes luksuriøse lejelejligheder til mange tusinde kroner særligt i storbyerne. Med et loft vil dem, der har råd til at bo i de lejligheder, få mest ud af det i rede penge.

Det afviser ministeren dog.

- Det er en blandet gruppe. Det, der bare er værd at hæfte sig ved, det er, at det er den gruppe, der risikerer at stå overfor de højeste stigninger. Det er så voldsomme stigninger, at vi risikerer, at folk må gå fra hus og hjem, siger han.

Der har været en frygt for, at det kan være ekspropriation, hvis staten går ind og sætter den eksisterende regulering ud af kraft.

Hvis udlejerne får medhold i en eventuel klage over indgrebet, har de krav på erstatning. Men det afviser ministeren.

- Vi har selvfølgelig fået det tjekket juridisk, og der er ikke problemer med ekspropriation, siger Christian Rabjerg Madsen.

Der er strid om, hvorvidt forslaget er forligsbelagt på grund af en formulering i forliget fra 2014. Der står, at det opsiges, hvis ikke parterne kan nå til enighed om en genforhandling.

Ifølge regeringen opsiges forliget dermed automatisk, men Venstre er skeptisk.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU