Støjberg har smidt fodlænke og kaster sig ind i nej-kampagne

25. MAJ 2022 • 06:54ERHVERV/POLITIK

Sammen med Kristian Thulesen Dahl vil Inger Støjberg arbejde for at bevare det danske forsvarsforbehold.

Eksminister Inger Støjberg fik sin fodlænke af i fredags.

Det siger hun til Radio4.

- Jeg havde ærligt talt et behov for lige at kunne være sammen med nogle folk, som jeg gerne ville være sammen med, og at kunne gøre, hvad jeg ville. Så jeg valgte at holde det lidt for mig selv, siger hun til Radio4.

Støjberg afsonede den dom, som hun fik i Rigsretten 13. december 2021 på 60 dages fængsel. Det var i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.

Hun er tidligere næstformand i Venstre og har haft en række ministerposter. Blandt andet var hun udlændinge- og integrationsminister.

Støjberg blev Venstres næststørste stemmesluger ved folketingsvalget i 2019. Hun forlod i februar 2021 Venstre og blev løsgænger i Folketinget.

Det skete blandt andet, fordi partiet stemte for rigsretssagen mod hende. Kort tid efter sin dom blev Støjberg af et flertal vurderet uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem.

Torsdag har Støjberg inviteret til en såkaldt takkefest i Hadsund. Her vil hun takke for den støtte, hun har fået i forbindelse med sin sag.

Efter den drager Støjberg på landevejene sammen med Dansk Folkepartis eksformand Kristian Thulesen Dahl.

Sammen skal de føre valgkamp på nej-siden forud for folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold 1. juni.

I dag er Støjberg fast debattør i et politisk radioprogram kaldet "Det blå hjørne", som Avisen Danmark og Radio4 står bag. Det er hun sammen med Alex Vanopslagh, der er leder af Liberal Alliance.

I sidste måned blev Støjberg fyret som klummeskribent for Ekstra Bladet efter mindre end fire måneder. Begrundelsen var, at hun var blevet politisk igen. Det var med henvisning til netop samarbejdet mellem hende og Thulesen Dahl.

Om duoen skal arbejde sammen efter folkeafstemningen 1. juni og eksempelvis danner et nyt parti, vides ikke.

- Det her handler om folkeafstemningen. Og så må vi se, hvad der kommer til at ske efter det. Men der er ingen tvivl om, at jeg ikke har mistet lysten til dansk politik.

- Det kan jeg mærke, og det har jeg også haft god tid til at tænke over, siger hun til Radio4.

Kristian Thulesen Dahl er glad for, at Støjberg er tilbage i dansk politik, fordi "vi har brug for sådan en som Inger i dansk politik", udtaler han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU