Partier: PFAS-fund i økoæg kalder på hurtig ministerhandling

23. JAN 2023 • 11:42ERHVERV/POLITIK

PFAS-katastrofen er overalt, siger SF, der vil have et nationalt forbud mod stofferne hurtigst muligt.

Fund af højt PFAS-indhold i økologiske æg sætter to streger under, at den kommende handlingsplan for en indsats mod PFAS skal være særdeles omfangsrig.

Det siger SF og De Konservative, efter at en ny rapport har påvist, hvordan de skadelige stoffer i stort omfang er fundet i økologiske æggeblommer på hønsefarme landet over.

Carl Valentin, miljøordfører for SF, kalder den nuværende situation for en decideret PFAS-katastrofe og vil have et nationalt forbud hurtigst muligt.

- Det er et kæmpestort problem, og det er overalt i mange af de hverdagsprodukter, vi har. Derfor skal der sættes drastisk ind, først og fremmest med et nationalt forbud mod brugen af de her PFAS-stoffer og også med en større handlingsplan, siger han.

Carl Valentin mener desuden, at det ikke blot er en sag for miljøminister Magnus Heunicke (S). Eksempelvis bør også ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), ind over, siger han.

- Det her kommer til at sprede sig til flere ministerier, siger Valentin.

PFAS-stoffer har blandt andet været brugt til at imprægnere tekstiler til for eksempel regntøj og til at lave emballage til fødevarer.

Mette Abildgaard, De Konservatives politiske ordfører, mødes med miljøministeren tirsdag og vil skynde på ham for at få handlingsplanen realiseret.

- Det bør have højeste prioritet for den nye minister. Jeg håber ikke, han bruger lang tid på at indhente en masse ny viden, for vi har allerede meget viden, og jeg synes bare, vi skal komme i gang, siger hun.

Forkortelsen PFAS dækker over tusinder af menneskeskabte fluorstoffer, som er blevet brugt i forskellige industrier og produkter. Stofferne omtales også som "evighedskemikalier", fordi deres nedbrydningstid er meget lang.

Den store udbredelse er "direkte uhyggelig", siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

Hun har allerede kaldt Magnus Heunicke i samråd, efter at det 12. januar kom frem, at Naturstyrelsen havde fundet koncentration af PFAS-stoffer i græsprøver på 60 ud af 67 undersøgte arealer i Danmark.

- Vi bør lave en meget hurtig kortlægning af en lang række fødevarer, hvor der kan være mistanke om indhold af PFAS, for det ser grelt ud.

Enhedslisten ønsker ligesom SF, at der indføres et nationalt forbud mod fluorstofferne, der blandt andet mistænkes for at føre til leverskader og kræft.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Magnus Heunicke, der henviser til tidligere interviews om PFAS.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU