Pape kan ligesom Ellemann ikke se et blåt projekt for sig

22. NOV 2022 • 11:33ERHVERV/POLITIK

Søren Pape Poulsen vil søge konservativ indflydelse efter lussing til blå blok, siger han fra Marienborg.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er enig med Jakob Ellemann-Jensen (V) i, at der ikke er et decideret fælles borgerligt projekt i blå blok i øjeblikket.

De siger han inden tirsdagens møde med Folketingets partier i statsministerens embedsbolig, Marienborg.

- Jeg har jo aldrig budt ind på det der fælles borgerlige projekt. Jeg har altid sagt, at vi har en borgerlig fællesmængde. Både hvad angår det frie valg, den økonomiske politik, sundhed, ældre, siger han.

- Der synes jeg, at vi har mange lighedspunkter og der er meget, vi kan blive enige om. Det er ikke så afgørende, om vi har et fælles projekt.

I weekenden på Venstres landsmøde sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre skal "stå i egen ret", og at der ikke er "ét samlet borgerligt projekt blandt de blå partier".

Samtidig gjorde han det klart, at Venstre vil afsøge muligheden for at indgå i en regering hen over midten af dansk politik med Socialdemokratiet. Det havde Venstre-formanden ellers kategorisk afvist at gøre inden folketingsvalget.

De blå partier har ellers i løbet af valgkampen forsøgt at vise sammenhold ved at lave flere fælles pressemøder og kaldt sig "den blå familie".

Mandag sagde Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, at Ellemann-Jensen med meldingen på landsmødet er i gang med at "aflive blå blok".

Om det siger Søren Pape Poulsen:

- Jeg er jo ikke så bombastisk. Jeg har det sådan, at lige nu er vi bare langt væk fra et flertal i den borgerlige lejr, siger den konservative formand.

Han tilføjer, at han vil forsøge at søge indflydelse i de regeringsforhandlinger, som er i gang i øjeblikket.

- Jeg synes, at det vi må gøre, er at bruge vores mandater, hvor vi kan, og så få mest mulig indflydelse for det, som vælgerne har givet os, siger han.

- Det er det, jeg har tænkt mig at gøre. Og så må vi se i hvilken konstellation, det må gøres.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU