Nye regler for registrering af data var ulovlige efter seks dage

25. MAJ 2022 • 16:54ERHVERV/POLITIK

Ministerium forudså selv, at regler for dataregistrering ville blive kendt ulovlig. Det skete efter seks dage.

Regeringen er nu endnu engang nødt til at ændre reglerne for registrering af borgernes teledata efter en EU-dom.

Under én uge efter reglerne blev indført, faldt dommen, som betyder, at de meget omstridte regler skal laves om.

Det vurderer Justitsministeriet ifølge en pressemeddelelse. Da ministeriet fremlagde reglerne for et år siden, lød vurderingen, at der var en "væsentlig procesrisiko" for, at de var ulovlige. Og det viste de sig at være efter en uge.

Det er første gang nogensinde, en regering har fremlagt et lovforslag med en "væsentlig procesrisiko".

Det ærgrer justitsminister Mattias Tesfaye (S), at reglerne nu må ændres.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen gerne havde set, at EU-Domstolen var kommet frem til et andet resultat, siger han i pressemeddelelsen.

- Og at det var muligt at benytte oplysninger, der er logget generelt og udifferentieret med henblik på at beskytte den nationale sikkerhed, til også at retsforfølge grov kriminalitet som for eksempel mord og voldtægter.

Efter sommerferien vil han fremsætte et lovforslag. Indtil da skal reglerne anvendes i overensstemmelse med EU-retten.

Justitsministeriet vurderede allerede kort tid efter EU-dommen i april, at den betyder, at politiet ikke må få adgang til generelt indsamlet teledata ved efterforskning af grov kriminalitet.

Det er den vurdering, ministeriet nu bekræfter i en endelig vurdering.

Teleselskaberne har i årevis indsamlet borgernes teledata, selv om EU-Domstolen har kendt det ulovligt ad flere omgange i domme mod andre lande.

For at komme uden om de domme vedtog Folketinget en ny lov om registrering. 3. marts blev den vedtaget, og den trådte i kraft 30. marts. Seks dage efter faldt EU-dommen.

Loven har gjort det muligt at få danske teleselskaber til at gemme teledata i op mod et år for at beskytte den "nationale sikkerhed". Det kræver en dommerkendelse for politiet at få udleveret data.

Men de data må altså som følge af EU-dommen ikke benyttes til efterforskning af grov kriminalitet.

Ministeriet har dog fundet en måde at komme uden om dommen på. Teleindustrien har oplyst, at teleselskaberne ikke kun på grund af datareglerne registrerer og gemmer teleoplysninger.

Det er ministeriets vurdering, at politiet godt kan hente de oplysninger i forbindelse med opklaringen af grov kriminalitet.

Det kan kun ske i den periode, hvor teleselskaberne gemmer oplysningerne af andre årsager end som følge af reglerne om registrering af data. Det vil sige to uger for en del af dataene.

- I den situation, vi står i, synes jeg, vi samlet set er landet et sted, vi kan leve med, udtaler Mattias Tesfaye.

Professor i it-ret Søren Sandfeld Jakobsen kalder det en væsentlig forringelse.

- Det er en alvorlig streg i regningen. Før dommen kunne regeringen i vidt omfang fortsætte den logning, man hidtil havde gjort, hvis det havde holdt stik. Nu banker EU-Domstolen det godt og grundigt i jorden, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU