Mikkel Bjørn overtager storkreds fra partiformand

26. SEP 2024 • 14:07ERHVERV/POLITIK

Til næste folketingsvalg er Mikkel Bjørn ny DF-spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds efter partiformand.

Folketingsmedlem Mikkel Bjørn bliver Dansk Folkepartis spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds ved næste folketingsvalg.

Det oplyser politikeren i et opslag på den sociale platform X.

Dermed overtager han spidskandidaturet i kredsen fra sin partiformand, Morten Messerschmidt.

Messerschmidt meddelte lørdag, at han skal være spidskandidat i Sjællands Storkreds, hvor partistifter og tidligere spidskandidat Pia Kjærsgaard ikke genopstiller.

Mikkel Bjørn har været medlem af Dansk Folkeparti siden januar 2023, hvor han forlod Nye Borgerlige.

Siden har han særligt gjort sig bemærket som formand for Indfødsretsudvalget i Folketinget, og han er nu også Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

- Som spidskandidat vil jeg kæmpe for det, der betyder mest for Dansk Folkeparti: Tryghed, sikkerhed, lov og orden.

- Vi skal kunne færdes i vores gader uden frygt. Når det gælder udlændingepolitikken, skal der handling bag ordene. Vi skal have en politik, der sætter en kontant stopper for de parallelsamfund, der undergraver vores danske værdier og sammenhængskraft, skriver Mikkel Bjørn i opslaget på X.

Ved folketingsvalget i november 2022 fik Mikkel Bjørn 888 personlige stemmer, da han var Nye Borgerligste spidskandidat i Fyns Storkreds.

Der er dog potentiale for mere som Dansk Folkeparti-kandidat i Københavns Omegns Storkreds. Her fik Morten Messerschmidt 6722 personlige stemmer ved valget i 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT