Medie: Årets høst bliver den mest værdifulde nogensinde
Ifølge LandbrugsAvisen vil høsten i 2022 sætte rekord. Det skyldes gode udbytter og høje afregningspriser.
Høsten 2022 kommer til at sætte rekord.Gode udbytter og høje afregningspriser vil gøre den til den mest værdifulde nogensinde. Værdien af høsten bliver det dobbelte af, hvad den var i 2021.
Det viser en høstprognose, som LandbrugsAvisen har lavet.
Ifølge mediet vurderer grovvarekoncernen DLG, at årets kornhøst vil have en værdi på 27 milliarder kroner.
Høstprognosen viser, at Danmarks samlede kornhøst i år vil ligge på 9,8 millioner ton.
- Vi har aldrig indvejet så meget korn på vores anlæg, som vi gjorde i den travleste periode i år. Godt vejr og imponerende kapacitet på mejetærskerne gjorde, at kvaliteten var i top og kornet var tørt.
- Derfor kunne vi på trods af de store mænger korn følge med, siger Mogens Frederiksen, direktør for DLG, til LandbrugsAvisen.
Henning Fogh, der er grovvaredirektør for Danish Agro, giver samme melding. Han tilføjer, at virksomheden i år har vejet mere korn ind end normalt.
Særligt vårbyg og vinterhvede er de korntyper, der giver et godt udbytte i år. De udgør tilsammen omkring 80 procent af det danske kornareal.
Ifølge prognosen vil udbyttet af vårbyg være 17 procent højere end normalt, mens vinterhvede ender 10 procent højere end normalt.
Ud over den store mængde korn og den fordelagtige pris, er også avlen i 2022 af god kvalitet.
Det skyldes, at høsten har været let og tør.
Det gør tilmed også, at udgifterne til tørring har været meget begrænsede, hvilket har sparet den enkelte landmand for udgifter.
Afregningsprisen for den enkelte landmands korn er afhængig af, hvornår kornet bliver solgt.
LandbrugsAvisens høstprognose er beregnet ud fra ugentlige indberetninger fra planteavlskonsulenter 12 steder i landet.
Prognosen kommer, når to tredjedele er høstet, og den opdateres løbende.
På nuværende tidspunkt er 85-90 procent af kornhøsten i hus.
/ritzau/