Google udpeger ny landechef i Danmark

10. AUG 2022 • 07:22ERHVERV/POLITIK

46-årige Bianca Bruhn bliver fremover ansvarlig for Googles aktiviteter i Danmark. Hun afløser Malou Aamund.

Googles 140 ansatte i Danmark får 5. september ny chef. Det bliver Bianca Bruhn, der fremover skal stå i spidsen for Google Danmark.

Det fortæller Google i en pressemeddelelse.

46-årige Bianca Bruhn kommer fra en stilling som direktør for EU og Storbritannien hos analysevirksomheden Yougov.

Hun afløser Malou Aamund, der efter seks år i stillingen har søgt nye udfordringer.

- Biancas store faglige og menneskelige kvaliteter gør hende til en oplagt leder i Google.

- Hun kommer samtidig med et internationalt udsyn fra sine tidligere stillinger, som utvivlsomt vil komme vores partnere og kunder til gode i den massive digitale udvikling, samfundet gennemgår, siger Peter Friis, der er Vice President for Google i Nordeuropa.

Selv glæder Bianca Bruhn sig til at komme i gang med at hjælpe Googles partnere med at skabe vækst.

- Danmark er et digitalt foregangsland, hvor den enkelte dansker, private virksomheder og den offentlige sektor har en fantastisk digital parathed og appetit på forandring.

- Det er for mig et perfekt udgangspunkt for sammen at videreudvikle de løsninger, vores samfund har behov for, siger hun i pressemeddelelsen.

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU