Energipark til 60 milliarder kroner skal skabe op til 500 lokale job

24. JAN 2023 • 17:29ERHVERV/POLITIK

GreenGo Energy står bag planer om energipark i Ringkøbing-Skjern, men der mangler stadig en formel ansøgning.

Det danske energiselskab GreenGo Energy har udset sig et område i Ringkøbing-Skjern Kommune som placering for en omfattende ny energipark kaldet Megaton.

Noget som kommunen er positivt stemt overfor, skriver den i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget begejstret over, at GreenGo Energy ser i vores retning med et så stort og spændende projekt, siger Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, i pressemeddelelsen.

Megaton vil gennem en blanding af vind- og solenergi lave CO2-neutralt brændstof, der kan bruges til blandt andet fly- og skibstransport, påpeger selskabet. Det sker gennem elektrolyse. Hele processen hedder Power-to-X.

Projektet blev præsenteret af selskabets forretningsudvikler, Jacob Hänel Christensen, på et pressemøde tirsdag i forsamlingshuset Furniture Station i Tarm.

Her blev det fremlagt, at den samlede investering i energiparken bliver på omkring 60 milliarder kroner. Et beløb, der ifølge GreenGo Energy svarer til budgettet for to storebæltsbroer.

Derudover vil projektet skabe 300-500 permanente arbejdspladser i lokalområdet, påpeger selskabet.

Men planerne har endnu ikke helt forladt tegnebrættet.

Det skyldes, at GreenGo Energy endnu ikke har indsendt en formel ansøgning til kommunen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Først når den er indgivet, kan den almindelige beslutnings- og planlægningsproces gå i gang. Derefter skal byrådet tage endelig stilling til planerne.

Stoustrup-området, som selskabet har udvalgt til parken, ligger øst for Tarm.

Denne placering skyldes, at det er et oplagt landskab til at bygge parken på. Derudover er det tæt placeret på en kommende 400 kilowatt transformerstation, som Energinet bygger.

Sidstnævnte giver gode tekniske muligheder for el-trafikken mod nord, syd, øst og vest, påpeger GreenGo Energy.

- Selve energiparken er baseret på fire gigawatt vedvarende sol- og vindenergi, hvilket betyder en udviklingsportefølje på 4000 hektar landbaserede sol- og vindprojekter i kommunen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Derudover kommer havvindmøller på to gigawatt ud for den jyske vestkyst.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU