Dansk virksomhed udvider produktionen i krigsramte Ukraine

23. NOV 2022 • 11:56ERHVERV/POLITIK

Virksomheden Mekoprint flyttede tidligere på året sin produktion ud af Ukraine som følge af krigen i landet.

Krigen i Ukraine har sendt erhvervslivet på en deroute, og mange virksomheder har formentlig sat spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse i landet efter Ruslands invasion i begyndelsen af året.

Den danske industrivirksomhed Mekoprint oplever dog en stigende efterspørgsel på sine produkter, hvorfor den ser sig nødsaget at udvide produktionen i Ukraine markant.

Det oplyser selskabet onsdag.

Beslutningen om at udvide kommer efter grundige overvejelser om, hvorvidt det fortsat er sikkert og hensigtsmæssigt at opretholde produktionen i landet, når krigen fortsat raser.

Produktionen forbliver i den lille by Chernyakhiv, der ligger 160 kilometer nordvest for hovedstaden Kyiv.

I en større by omkring 20 kilometer fra byen er der tidligere sket missilangreb. Alligevel har man vurderet, at situationen i den del af landet taler for at blive på nuværende tidspunkt.

Ifølge virksomhedens direktør, Anders Kold, er medarbejderne af naturlige årsager bekymrede. Men de vil hellere tage på arbejde end at sidde derhjemme og følge med i nyheder om krigen, siger han.

Mekoprint producerer og udvikler komponenter til elektronik- og industrivirksomheder. Det kan eksempelvis være trykte sensorer, kabinetter og kabler.

Udvidelsen betyder, at selskabet får mere end tre gange så meget plads som tidligere.

Ud af i alt 700 ansatte befinder knap 100 af dem sig i Ukraine. De er alle ukrainere. Det tal skal efter planen fordobles inden for de næste to til tre år.

Mekoprint lukkede tidligere på året sin fabrik i Ukraine midlertidigt som følge af krigen. Man valgte i stedet at flytte den til Polen i en periode på seks uger.

- I den forbindelse sendte vi vores ukrainske ansatte hjem med fuld løn i hele perioden. Vi ville gerne sikre os, at de ikke også skulle bekymre sig om sin jobsituation, siger Anders Kold.

Skulle der igen opstå problemer i den del af landet, vil Mekoprint atter flytte produktionen til Polen for en stund.

Selskabets kunder tæller blandt andet Siemens, Volvo og Danfoss.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU