Boligpriserne stiger fortsat men noget mindre end før

30. NOV 2021 • 09:29ERHVERV/POLITIK

Fra andet til tredje kvartal er priserne for ejerlejligheder, sommerhuse og enfamiliehuse alle steget.

På tværs af alle boligtyper har der været prisstigninger i tredje kvartal.

Det oplyser Danmarks Statistik i en opgørelse, der ser nærmere på priserne for forskellige typer ejendom.

For ejerlejligheder har der fra andet til tredje kvartal været prisstigninger på 1,3 procent. Samtidig har stigningerne for sommerhuse og enfamiliehuse været henholdsvis 1,0 og 0,9 procent.

Prisudviklingen er korrigeret for sæsonudsving, bemærker statistikbanken.

Selv om priserne for alle boligtyper er steget i tredje kvartal, så er stigningerne lavere end i de foregående måneder og kvartaler. Det bemærker Bo Sandberg, der er boligøkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

- Og det er ikke en særlig kontroversiel spådom nu at erklære de tocifrede årlige procentstigninger på parcelhuse og ejerlejligheder for døde og borte.

- Vel at mærke, når vi taler om det samlede landsgennemsnit, siger han.

Også målt på antallet af handler har alle tre boligtyper oplevet tilbagegang.

Fra andet til tredje kvartal er der solgt 27,9 procent færre sommerhuse, mens der er solgt 14,6 procent færre enfamiliehuse.

For ejerlejligheder har faldet været 17,8 procent. Også disse tal er korrigeret for sæsonudsving.

Tidligere under coronapandemien har boligmarkedet været præget af stor aktivitet og stigende priser. Blandt andet fordi forbrugerne ikke har kunnet bruge deres penge i samme grad på rejser og lignende.

Derfor vil det også blive fulgt med interesse, hvordan boligmarkedet reagerer på den nuværende situation med stigende smitte.

Det siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, i en skriftlig kommentar.

- Generelt forventer vi ikke samme voldsomme stigning i efterspørgslen som under nedlukningen sidste vinter - om end den fulde normalisering af forbruget, herunder at vi igen kan bruge penge på rejser, som vi vil, igen er udskudt, bemærker hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU