Børsen i København skal renoveres for trecifret millionbeløb

17. MAJ 2022 • 19:02ERHVERV/POLITIK

Børsen skal renoveres, oplyser Dansk Erhverv, der i dag holder til i den historiske handelsbygning.

Den historiske handelsbygning Børsen står over for en renovering.

Det skriver TV 2 Lorry.

I dag er det interesseorganisationen Dansk Erhverv, der holder til i den gamle bygning, som blev opført af Christian den 4. i 1624.

Det er Dansk Erhverv, som har fået tilladelse til at renovere bygningen. Planen er, at bygningen skal genfinde sit originale udtryk fra 1600-tallet.

- Børsen er blevet renoveret flere gange gennem tiden, og den står derfor ikke, som den gjorde i 1624.

- Derfor ønsker vi i Dansk Erhverv at tilbageføre bygningen til dens originale udtryk, og det har vi fået myndighedernes tilladelse til, siger Christian Sestoft, chefkonsulent i Dansk Erhverv, til TV 2 Lorry.

Som led i renoveringen skal murværket, kobbertaget og sandstensfigurerne på bygningen udskiftes.

Dansk Erhverv forventer, at renoveringen løber op i et trecifret millionbeløb.

Finansieringen er endnu ikke helt på plads, og derfor ved Dansk Erhverv heller ikke med sikkerhed, hvornår projektet går i gang.

- Men vi er klar til at trykke på startknappen, så snart vi har pengene på plads.

- Vi har selv penge til at renovere taget, og vi har fået tilladelser og tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen.

- Det har skabt et momentum i forhold til at få de sidste penge i hus, så vi håber, at vi kan påbegynde arbejdet i nær fremtid, siger Christian Sestoft.

Dansk Erhverv regner med, at renoveringen kommer til at tage cirka syv år.

Børsen blev opført fra 1618 til 1624. Christian den 4. håbede, at bygningen ville sætte gang i Københavns handel og fungere som en handelsplads.

I dag er bygningen fredet på grund af sin kulturhistoriske værdi. Det er Dansk Erhverv, som ejer bygningen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU