Bjerre rejser på EU-turné for at forberede dansk formandskab

27. SEP 2024 • 06:15ERHVERV/POLITIK

Ny europaminister besøger fredag Tyskland. Hun agter at besøge alle EU-medlemslande inden dansk formandskab.

Med udnævnelsen af en europaminister i regeringen i slutningen af august fik Danmarks EU-formandskab i andet halvår af 2025 sat et ansigt på.

Fredag tager europaminister Marie Bjerre (V) så hul på en turné rundt i Europa, når hun besøger Tysklands europaminister, Anna Lührmann, som led i forberedelserne til det danske EU-formandskab.

- For mig som ny europaminister er det vigtigt at komme ud og besøge alle medlemslandene. Lige præcis Tyskland bliver så den første, og det er fordi Tyskland er en vigtig spiller for Danmark, siger Marie Bjerre.

Hendes ambition er at besøge samtlige 27 EU-medlemslande, inden Danmark overtager formandskabet.

- Det vil jeg fordi, at hvis vi skal finde nogle fælles løsninger, så er det vigtigt, at vi kender hinanden, og jeg kender deres prioriteter.

- Når man sidder for enden af bordet og er forhandlingsleder skal man fungere som en ærlig mægler og forsøge at finde kompromisforslag mellem landene.

At have EU-formandskabet betyder, at det pågældende medlemsland er formand for EU-Ministerrådet og dermed leder møderne, når medlemslandenes ministre slår hovederne sammen.

Formandskabet går på skift hvert halve år mellem medlemslandene. Danmark havde senest formandskabet i 2012, hvor der også blev udnævnt en europaminister inden til at varetage dele af opgaven.

Migration er blandt de emner, der kommer til at fylde, mens Danmark har formandskabet. Og det kommer også til at fylde under det tyske besøg.

- Det er et emne, vi i stigende grad deler med Tyskland, siger Marie Bjerre, der mener, at der skal findes nye løsninger for at sende illegale migranter tilbage.

Hun er dog ikke klar til at være "konkret på", hvad Danmark har af mål for migrationsdagsordenen under formandskabet.

- Nogle af de nye løsninger kan være, at man kigger til, hvordan vi gør i forhold til at sende i irregulære migranter tilbage, for vi formår at sende langt flere tilbage end mange andre lande.

Ud over Tyskland nævner Marie Bjerre også de nordiske lande og landene i Baltikum som Danmarks vigtigste allierede i EU.

- Derfor vil det også være nogle af de første lande, jeg besøger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT