Amnesty: Forfejlet, at asylspørgsmål handler om enkelte provinser
Det bekymrer Amnesty International, at flere syrere fra Latakia-provinsen kan miste deres opholdstilladelse.
Amnesty International Danmark kritiserer, at Flygtningenævnet udvider det område i Syrien, som vurderes at være sikkert nok til hjemsendelse af asylansøgere.Chef for dokumentation og politik i Amnesty International Danmark, Martin Lemberg-Pedersen, siger at hjemvendte syrere risikerer at blive anklaget for forræderi og udsat for overgreb, blandt andet fordi de er flygtet.
- Ingen tilbagevendte kan vide sig sikre mod anklager fra regimet om, at de er forrædere. Derfor mener vi, at det er forfejlet, når de danske myndigheder reducerer spørgsmålet til at handle om de enkelte provinser, siger han.
Fredag traf Flygtningenævnet afgørelse i to prøvesager om, hvorvidt to syriske statsborgere fra provinsen Latakia skal have forlænget deres opholdstilladelse i Danmark.
Nævnet vurderede, at forholdene i Latakia ikke længere kan give opholdstilladelse alene.
I de to konkrete sager blev det dog vurderet, at de pågældende personer var i risiko for at blive personligt forfulgt.
Derfor omgjorde nævnet Udlændingestyrelsens beslutning om ikke at give personerne fortsat opholdstilladelse.
I Flygtningenævnets afgørelse fremgår det, at der i Latakia "finder vilkårlig voldsudøvelse sted, men ikke på et højt niveau".
Derfor er Latakia ifølge nævnet ikke et område, hvor enhver person er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Flygtningenævnet har blandt andet bygget sin vurdering på en rapport fra EU's asylagentur (EUAA) fra februar 2023.
Men når det kommer til hjemvendte flygtninge, køber Martin Lemberg-Pedersen ikke det argument.
- Vores dokumentation viser, at man kan være i stor risiko for menneskerettighedskrænkelser og afstraffelse, fordi man er flygtet. Det har sikkerhedstjenester beskyldt folk for at begrunde tortur med, siger han.
Han henviser til en rapport om forholdene for hjemvendte syriske flygtninge, som Amnesty International udgav i 2021.
Der er ingen hjemsendelsesaftale mellem Danmark og Syrien. Derfor bliver hjemsendte syrere reelt sendt på et udrejsecenter i Danmark.
/ritzau/