Aktionærer i Vestjysk Bank giver grønt lys til bankfusion
Som den første har Vestjysk Bank tirsdag godkendt planlagt bankfusion ved ekstraordinær generalforsamling.
Vestjysk Bank har på en ekstraordinær generalforsamling tirsdag vedtaget forslaget om en fusion mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.Det oplyser Vestjysk Bank i en pressemeddelelse.
De tre banker oplyste mandag, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt fusionen af bankerne.
Fusionen er fortsat betinget af Finanstilsynets godkendelse, ligesom aktionærerne også skal give deres besyv med.
Det sker på ekstraordinære generalforsamlinger i denne uge.
Onsdag holder Arbejdernes Landsbank sin ekstraordinære generalforsamling med henblik på at få grønt lys til fusionen, og torsdag er det Sydbanks tur.
Det var i slutningen af oktober, at de tre banker meddelte, at der var blevet indgået en fusionsaftale.
De tre banker ønsker at fortsætte under navnet AL Sydbank, der skal have hovedsæde i Aabenraa.
Samlet set vil AL Sydbank have udlån for 137 milliarder kroner og indlån for 207 milliarder kroner og bliver dermed et af landets fem største pengeinstitutter.
Sydbank bliver den fortsættende bank.
Det betyder, at Sydbanks administrerende direktør, Mark Luscombe, er tiltænkt at skulle fortsætte i den rolle.
På et pressemøde den 27. oktober lød det fra Luscombe, at den nye bank vil få en "væsentlig bedre dækning af hele Danmark".
- Denne bank skal drives som en effektiv bank, men vi skal fortsætte med at levere en nærværende rådgivning i øjenhøjde.
- Vi får muligheden for at løfte endnu mere over for virksomhederne og vores privatkunder, sagde direktøren.
Derudover anbefales det, at Ellen Trane Nørby, som i dag er formand i Sydbank, fortsat skal besidde den post for det samlede foretagende.
På pressemødet kom det også frem, at fusionen kommer til at koste arbejdspladser.
Det er dog først noget, Luscombe kan sætte et præcist antal på, når man har fået samtlige myndighedsgodkendelser.
Foruden nedlæggelser af stillinger vil der også blive skåret i antallet af selvstændige filialer. Der er nemlig overlap i forskellige egne af landet, hvor det giver mening at slå afdelinger sammen.
I dag har de tre banker tilsammen omkring 140 afdelinger.
/ritzau/
