Tre ud af fire bornholmske skolebørn fejrer videnskaben med særlig faguge

Tre ud af fire bornholmske skolebørn fejrer videnskaben med særlig faguge
NYHED | ABONNENT | 21. SEP 2022 • 10:30
NYHED | ABONNENT
21. SEP 2022 • 10:30

For syvende gang tager børn i de bornholmske skoler de naturvidenskabelige sko på og går i forskernes fodspor ud for at søge efter ny viden, lave undersøgelser og ikke mindst - være nysgerrige.


Alle de bornholmske skoler er med, når årets naturvidenskabsfestival løber af stablen på Bornholm og i resten af Danmark.

Det handler om at undersøge naturvidenskabens gådefulde verden, når omkring 3000 elever fra alle klassetrin skal fejre naturvidenskaben.

– Vi har planlagt en masse ting rundt omkring på øen i uge 39, men nogen laver måske også deres egne ting eller bruger noget af ugen inden eller efter, forklarer Ulla Didriksen, som er naturfagskoordinator.

Hun har været med at koordinere naturfagsfestivalen de sidste år, og hun er begejstret over, at se alle skoler på Bornholm engagere.

– Vi vil gerne give børnene en forståelse for naturens variation og lære dem at passe godt på den - give dem en grøn dannelse. Børn og unge må gerne opleve sig selv som en del af naturen og ikke kun som forbrugere af den, siger hun.

Masser af aktiviteter

I år opholder de yngste børn sig på skolerne, hvor de udforsker skolens områder og den lokale natur sammen med personalet i indskolingen. De kan indsamle frø og sætte i potter, bygge pindsvinebo i skolegården eller plante æbletræer på skolens grund.

Mellemtrin og udskoling får mulighed for at deltage i de mere end 100 gratis aktiviteter og undervisningstilbud, der venter på dem rundt omkring på øen. De kan indsamle alger og dyrke dem på skolen, studere elektromagnetisme eller biodiversitet, tage på vandring og tegne naturen eller save sten over.

På landsplan deltager over 100.000 elever i Naturvidenskabsfestivalen - og her er altså de 3000 fra Bornholm.

Bevar nysgerrigheden

Programleder Louise Lund Bækgaard mener, at naturvidenskaben er for alle, og at den er en vigtig del i at forstå verden omkring os.

– Deltagerne i Naturvidenskabsfestival vil over hele Danmark arbejde med det fælles mål at fejre naturvidenskaben som et værktøj til at udforske verdens gåder. Eleverne skal undersøge, eksperimentere – og lave fejl. Det vigtigste er, at de bevarer nysgerrigheden – at eleverne undrer sig og søger svar, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Der er hjælp og idéer at hente hos arrangøren, Danmarks nationale naturfagscenter, Astra, der bistår skolerne med undervisningsforløb, materialer og inspiration.

Tanken med festivalen hvert år i uge 39 er at motivere børn og unge til at udforske, forstå og forandre verden med naturvidenskab.