Skolebørn trak i arbejdstøjet for at hjælpe kenyanere

Skolebørn trak i arbejdstøjet for at hjælpe kenyanere
Børnene samlede sten og grene i to timer efter skoletid. Privatfoto
NOTITS | PEDERSKER | ABONNENT | 6. APR 2022 • 16:54
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | PEDERSKER | ABONNENT
6. APR 2022 • 16:54

I mandags blev ærmerne smøget op hos eleverne i 2. og 3. klasse på Sydbornholms Privatskole, som skulle samle sten og grene på skolens område. Det gjorde de for at samle penge ind til nomader i Kenya.

Det er efterhånden en fast rutine, at flere klasser på Sydbornholms Privatskole arbejder med Børnenes ulandskalender. I år har ulandskalenderen blandt andet omhandlet en dreng fra Turkana-folket i Kenya, og dette har gjort et stort indtryk på 2.-3. klasse på Sydbornholms Privatskole.

Eleverne har arbejdet med materialet for at lære om levevilkårene for børn andre steder i verden. De har prøvet kanga'er fra Afrika, været i køkkenet og lavet chai og chapati, og så har de læst historier og set masser af film fra Kenya.

Disse oplevelser har gjort, at eleverne synes, alle børn har ret til et trygt liv, og det vil de gerne hjælpe til med, at flere børn får. Derfor har de sendt en ansøgning til skolens ledelse og tilbudt at arbejde for at tjene nogle penge, som kan hjælpe med at få nomader i Kenya omskolet til at blive fiskere, så de kan forsørge deres familier.

På Sydbornholms Privatskole kan man som klasse ansøge skolen om 1.000 kroner til et godgørende formål. Men man skal som klasse så også arbejde for skolen for at få pengene. Mandag den 4. april smøg 2.-3. klasserne derfor ærmerne op og samlede sten og grene på skolens område.

– Vi ryddede og slæbte skidt væk i to timer efter skoletid. Det giver sved på panden, men vi er med til at gøre en forskel… også selv om det regner, fortæller skoleleder Jeannett Tankred i en pressemeddelelse.

Her er ansøgningen til skolens ledelse fra eleverne i 2.-3. klasse. Privatfoto