Masser af glade børn i gadeløb

NYHED | RØNNE | ABONNENT | 10. SEP 2022 • 11:20

Flødebolleløbet blev lørdag formiddag skudt igang kort efter klokken 10 på Store Torv, og rigtig mange børn tog hul på den halvanden kilometer lange rute.

Bymidten i Rønne var lørdag formiddag fyldt med masser af løbeglade børn. De var alle tilmeldt Flødebolleløbet, et 1.500 meter langt gadeløb, der både startede og sluttede på Torvet.

Det er Rønne Handelsstandsforening, der inviterer til det årlige løb, og Birgitte Kjær, der driver Kjærstrup i gågaden, hvor alle deltagerne efter løbet kunne komme forbi og få en gratis flødebolle, synes det er fantastisk at se alle børnene suse forbi butikken i Store Torvegade.

Hun mener at byen har brug for sådanne små events og fortæller i samme ombæring, at det har været en rigtig god sommer, og at der stadig er masser af mennesker i byen.

– Der er stadig mange både tyske og svenske gæster i byen, og krydstogtgæsterne har også været flittige besøgende i butikken, siger hun.

Kjærstrup har i flere år været en af sponsorerne til Flødebolleløbet, og Birgitte Kjær glæder sig til igen i år at dele en masse flødeboller ud til de unge løbere.

Der var i år 167 tilmeldte deltagere, men omkring 20 forudtilmeldte dukkede ikke op, fortæller Claus Clausen fra Viking Atletik, der er teknisk arrangør af løbet.


Kort inden løbet var der sørget for en god opvarmning, og alle børnene var med på den ide. Foto: Anders Liljeroth

10-årig vinder

Det var både muligt at løbe en og to omgange på ruten, der gik ned ad Krystalgade, ud af Storegade og tilbage igen ad Store Torvegade, og der var da en del af børnene, der valgte at løbe en dobbelttur.

For den hurtigste over stregen, 10-årige Mads Trolle, blev det i første omgang kun til en enkelt omgang. Til gengæld var han i mål efter bare fem minutters tid. Og efter en kort puster, så valgte den hurtige Mads at løbe en tur mere, så han samlet kom op på tre kilometer.

– Det var en hård tur, kunne Mads lidt pustende og rød i kinderne konstatere lige efter løbet.

Det var dog ikke så hårdt som da han i sommer, sammen med 668 andre, løb Royal Run, fortæller han.


10-årige Mads Trolle løb først over stregen i lørdagens gadeløb i Rønne. Foto: Anders Liljeroth