Biologer kendt fra tv bragte naturen ned i børnehøjde: 'Jeg vil rigtig gerne finde en løbebille'

Biologer kendt fra tv bragte naturen ned i børnehøjde: 'Jeg vil rigtig gerne finde en løbebille'
Zoolog Lars Thomas fortæller 9-årige Josefine hvilken hvepseart, hun har fundet. Foto: Marie Hofman
BILLEDREPORTAGE | ONSBÆK | ABONNENT | 30. JUL 2022 • 15:48
BILLEDREPORTAGE | ONSBÆK | ABONNENT
30. JUL 2022 • 15:48

Lørdag formiddag blev den første såkaldte mini-bioblitz afholdt på Bornholm. Et stort tilløbsstykke, hvor forældre og børn var mødt talstærkt op for at blive mere fortrolige med naturen.

– Hveeeem er klar på at finde en masse sjove ting arter i naturen i dag?

Sådan lyder den entusiatiske velkomst fra biologerne Vicky Knudsen og Bjørli Lehrmann, der bliver mødt med en skov af børnehænder på bålpladsen i Onsbæk ved Rønne lørdag formiddag. Her løber Bornholms første mini-bioblitz af stablen. En naturworkshop for de mindste, hvor man skal artbestemme fundne dyr, planter og svampe på et givent naturområde.

– Hvilke arter tror I så, vi kan finde her på Bornholm, lyder det fra Vicky Knudsen i velkomsten.

– Alligatorer, kommer det prompte fra en dreng på forreste række, der allerede er beredt med fiskenettet.

– Helt så heldige er vi nok ikke. Men vi kan være heldige at finde mange andre sjældne arter, lyder det opmuntrende tilbage fra biologen.

Biologerne Vicky Knudsen og Bjørli Lehrmann har arrangeret en række mini bioblitz rundt i landet og er desuden kendt fra TV2-programmet "1 døgn, 2 hold, 3 dyr". Foto: Marie Hofman

Et tilløbsstykke

134 børn var i alt tilmeldt til lørdagens arrangement. Bag det står Arisa Prestat, formand for foreningen Grønne Klippebørn, der siden februar har arbejdet på at få en mini bioblitz på Bornholm. Sådan et arrangement har biologerne Vicky Knudsen og Bjørli Lehrmann afholdt med stor succes mange steder i landet.

– Vi har den mest mangfoldige natur på Bornholm, og det handler om, at vores børn skal blive fortrolige med det, der er omkring dem. Jeg tror på, at jo mere børn lærer om naturen, jo mere passer de også på den, siger Arisa Prestat, der også er formand for Rønne-Knudsker Byting.

Hun har fået frivillige fra bytinget samt Danmarks Naturfredningsforening Bornholm med sig til dagens arrangement. Og opbakningen har vist sig at overgå alle forventninger, fortæller Arisa Prestat.

– Vi er simpelthen blevet løbet over ende af tilmeldinger. Jeg havde egentlig kun plads til 120, men vi er endt på 134, griner Arisa Prestat, mens hun tager imod de mange gæster, der har fundet vej til skoven med deres børn.

Håber på en løbebille

En af dem er Molly Vestergaard, der har taget sine to sønner August på otte år og Hektor på seks med til arrangementet.

– Vi kommer selv meget her i området og nyder meget naturen her. Og så er det bare skønt at kunne tage sine børn med til sådan et arrangement, hvor de kan få en viden om naturen omkring dem, som jeg ikke kan give dem, fortæller Molly Vestergaard.

Og den viden er vigtig at have, mener hun.

– Hvis børnene får en bevidsthed om, hvad der findes omkring dem i naturen, så tror jeg også, at det helt automatisk bliver nemmere at passe på den, siger Molly Vestergaard, mens sønnen Hektor utålmodigt trækker i hende.

Brian og Therese Chabert-Hansen var taget med børnene Josefine, 9 år, Matilde, 8 år og August på 3 år til mini bioblitz. Foto: Marie Hofman

Nu har Tidendes udsendte forsinket mor nok, og han har travlt med at komme ud i skovbrynet, må man forstå. Her håber han på en særlig fangst.

– Jeg vil rigtig gerne finde en løbebille. De er rigtig hurtige og kan løbe på vand, lyder det fra Hektor.

Kyndige eksperter

Efter indsamling af de mange arter dyr, planter og svampe kunne forældre og børn få deres fangst til tjek hos de kyndige natureksperter, der holdt til under pavillonen, hvor grej såsom lupper, opbevaringskasser og kort over arterne blev udleveret til børnene.

En af de kyndige guider er zoolog Lars Thomas, der havde meldt sig frivilligt under sin ferie på Bornholm.

– Jeg synes jo bare, det er smaddersjovt, fortæller Lars Thomas, mens han hjælper niårige Josefine, der præsenterer ham for et glas med en hveps i.

– Der har vi minsandten en sandhveps, siger han begejstret, mens Josefine stolt kigger på glasset.

Bagved står far Brian Chabert-Hansen og lillesøster Matilde på otte år, der har været med ude og fange hvepsen.

– Det er sjovt for børnene at lære en masse dyr at kende. Derhjemme ser vi jo mest bare hvepsene, der kommer i haven, så jeg tænker, at det her er en god og vigtig læring for dem, siger Brian Chabert-Hansen.

Skal gentages

For Arisa Prestat er der da heller ikke tvivl om, at dagens arrangement har været en succes.

– Jeg tænker helt sikkert, at vi gentager successen næste år, sagde formanden for Grønne Klippebørn.

Hun havde ikke nået at tælle, hvor mange deltagere der i alt mødte op til arrangementet, men skyder på, at deltagerantallet endte med at blive en del færre end de tilmeldte.

– Det gør sådan set heller ikke noget, fordi vi havde ikke helt udstyr nok til alle de børn. Næste år vil vi mere forberedt på den store efterspørgsel.

 

Arrangør Arisa Prestat med manden Tau, der også sidder i bestyrelsen for Grønne Klippebørn, samt datteren Emmy på tre år. Foto: Marie Hofman