På vej ind mod stranden gik overvejelserne på, om jeg bare skulle købe en skrubbe og påstå, at jeg havde fanget den… Men det har jeg altså ikke lyst til.
Jeg svømmede tæt på et net og for at få min nysgerrighed stillet omkring de skrubber, så dykkede jeg ned for at kigge, om der var gået nogle i. Det viste sig, at det var en ruse, og der var godt nok en del ål i. De snoede sig som store fede havslanger rundt i rusen, og jeg skyndte mig op til overfladen igen.
I halv væmmelse og halv facination tog jeg igen en dyb indåndning og svømmede ned for at kigge igen. Her så jeg noget, som jeg ikke troede var muligt i Østersøen. Der var minsandten en krabbe i rusen – ikke bare sådan en lille én, men på størrelse med en knyttet hånd. Jeg troede ikke, at der var skaldyr her i vores hav.
Helt inde ved strandkanten på en lille meters dybde lagde jeg mærke til, at der kom bobler op fra sandbunden. Hvis jeg gravede i sandet, kom der nærmest en sort sky ud i vandet. Det så flot ud, og jeg fotograferede det selvfølgelig. I overfladen drev der herefter små muslinger rundt. Ikke store nok til at spise, men hvis man har nok af dem, kan man jo koge suppe på dem. Det var sådan, det skulle være. Ikke skrubbe, men muslinger, som man jo nærmest ikke har i den bornholmske natur.