Forstander afviser, at velstillede børn dominerer skolen: 'Det er noget vrøvl'

Forstander afviser, at velstillede børn dominerer skolen: 'Det er noget vrøvl'
Arkivfoto af Bornholms Efterskole: Jens Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 11. JAN 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
11. JAN 2023 • 05:30

En analyse fra Danske Erhverv viste for nylig, at der er en stor andel af børn fra velhavende og højtuddannede familier på landets efterskoler. Men sådan er det ikke på Bornholm, mener forstander.

– Det er noget vrøvl.

Sådan lyder den kontante udmelding fra forstander på Bornholms Efterskole Claus Larsen-Jensen, da han bliver spurgt ind til den seneste analyse fra Danske Erhverv, som viser, at det især er børn af velstillede og veluddannede forældre, der tager 10. klasse på efterskole.

Ifølge analysen har 74 procent af efterskoleelevernes forældre en videregående uddannelse. På folkeskolerne er det 35 procent af eleverne.

Men den analyse giver Claus Larsen-Jensen ikke meget for – i hvert fald ikke, når det gælder Bornholms Efterskole.

– Vi har en meget blandet gruppe, hvor der også er nogle elever med behov for støtte, fortæller han.

Han medgiver dog, at det er "relativt dyrt" at tage på efterskole, men han påpeger samtidig, at der er forskellige støtteordninger, der skal give unge fra alle samfundslag lige mulighed for at komme på efterskole.

– Vi prøver at lave en bred rekruttering, og vi siger ikke, at folk ikke må komme, hvis de tjener så meget eller så lidt, forklarer han.

Han mener at mange unge i efterskolealderen naturligt har lyst til luftforandring, og der kan et ophold med undervisning og socialt engagement være en god måde at komme hjemmefra på.

– Der er også en villighed til, at hvis folk mistrives, så kan man få mere støtte, så man kan yde en særlig indsats for elever med særlige behov, siger Claus Larsen-Jensen.

Succes

Han har ikke noget indtryk af, hvor mange af eleverne der har forældre med en videregående uddannelse, men han har en oplevelse af, at efterskolens tre praksisorienterede linjer giver en bred appel også til unge, som ikke er bogligt stærke eller kommer fra en veluddannet familie.

– Vi går efter at sikre, at ganske almindelige lønmodtagerfamilier har råd til at sende deres børn på efterskole, siger han.

Og det kræver hårdt arbejde fra både elever, forældre og personale på efterskolen, hvis opholdet skal være en succes for alle eleverne, når der rekrutteres så bredt, som Bornholms Efterskole ønsker at gøre det.

– Det kræver, at de aktiviteter, der laves, udbydes til alle, og at vi får skabt den korpsånd, der er nødvendig, for at alle kan trives. Det lykkes ikke altid, men vi gør, hvad vi kan, siger han.