Flere efterspørger gratis økonomiske råd

Flere efterspørger gratis økonomiske råd
– Vi har ingen penge, men vi har viden, så vi kan hjælpe folk, forklarer Bente Johansen, som er formand for Økonomi- og Gældsrådgivning Bornholm, og som til daglig avler frilandsgrise her i Tingsted. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 9. SEP 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
9. SEP 2022 • 05:30

Kommunens økonomi- og gældsrådgivning har siden 2011 ydet gratis økonomisk hjælp til bornholmerne. De tænker, at de stigende energi- og fødevarepriser kan være med til, at flere vil opleve udfordringer med økonomien, og de har allerede oplevet en lille stigning i henvendelser.

Hvis du mangler overblik over din økonomi eller har brug for vejledning i at lægge et budget, så er der hjælp at hente hos Økonomi- og Gældsrådgivning Bornholm. De yder gratis økonomisk hjælp til bornholmerne – alt fra overblik til kontakt til kreditorer og banker og i nogle tilfælde til at søge gældssanering.

Og noget tyder på, at flere har valgt at søge hjælp hos den frivillige forening. Den har i hvert fald oplevet en lille stigning i henvendelser over de sidste par uger.

– Her på det allerseneste er der flere, der har henvendt sig, men det er ikke en markant stigning.

Det fortæller Bente Johansen, som er formand for Økonomi- og Gældsrådgivning Bornholm.

Hvis det viser sig,
at der er brug for
nogle specielle ekspertiser,
kan vi indkalde ekstra rådgiver

Hun forestiller sig, at flere vil få en mere udfordret økonomi på grund af de stigende energi- og fødevarepriser, men hun kan ikke sige med sikkerhed, om det er grund til den lille stigning i henvendelser. Hvad de nye henvendelser præcist drejer sig om, kan hun heller ikke fortælle, men tidligere henvendelser har ofte været fra folk, der har mistet overblikket over deres økonomi.

– Det behøver ikke være store summer, for det er ligegyldigt, hvis man ikke har pengene. I andre tilfælde kan det være meget store summer, man er kommet til at skylde væk. Nogle af dem, der henvender sig, kan faktisk nøjes med at komme én gang, og andre har brug for at komme flere gange.

Når folk henvender sig, bliver de skrevet på en venteliste, og så får de en tid så snart, der er plads.

– Det kræver lidt forarbejde, for de skal have nogle papirer med, så vi kan få et overblik over deres økonomi. Det skal vi skaffe først.

Ingen penge, men viden

Foreningens rådgivere arbejder frivilligt og trækker på deres kompetencer fra deres civile erhverv som blandt andet bogholder, jurist, revisor, sagsbehandler og bankassistent.

– Vi har ingen penge, men vi har viden, så vi kan hjælpe folk med, hvad loven siger, og hvad mulighederne er i det danske system.

Foreningen er finansieret af midler fra §18 (Lov om social service, red.), som kommunens socialudvalg fordeler hvert år, og siden foreningens oprettelse i 2011 har den hvert år modtaget penge fra puljen.

– Vi søger om penge hvert år, og vi har været heldige hvert år at få dem. Det betyder meget. Hvis vi ikke får de penge, lukker vi, forklarer Bente Johansen.

Foreningen fik sidste år 38.000 kroner, som den hjalp cirka 30 personer for – men der er kapacitet til at hjælpe op mod 45-50 personer, tilføjer hun.

– De penge bliver primært brugt til noget, der er lovbestemt, som forsikring og sikkerheder på it-systemer, da det er fortroligt materiale, vi sidder med. Men vi oplever stor velvilje fra kommunen, og det betyder meget for os med de penge.

Økonomi- og Gældsrådgivningen holder til i Østergade 54 i Rønne i kommunens lokaler, som den låner gratis, og to gange ugentligt sidder to rådgivere klar til at hjælpe folk med økonomien. Men man skal have en aftale på forhånd.

– Det er tilfældigt, hvem der har vagt den dag. Men hvis det viser sig, at der er brug for nogle specielle ekspertiser, kan vi indkalde ekstra rådgiver. Vi har specielt én, som har arbejdet med gældssanering, som kan hjælpe med det, siger Bente Johansen og indskyder, at foreningen altid søger efter nye rådgivere.

Forebyggende arbejde

Hun fortæller, at foreningen har et ønske om at lave forebyggende arbejde.

– Vi vil gerne i dialog med både unge og ældre bornholmere. Vi mener, at vores unge mennesker kunne have brug for et overblik over, hvordan man lægger et budget og undgår at gældsætte sig unødigt. Og kunne der være nogle ældre mennesker, der pludselig står i en situation, hvor den økonomi, de troede, de havde overblik over, ændrer sig grundet de stigende priser? Det vil vi også gerne ud og lave nogle foredrag om, siger hun og nævner Campus Bornholm og Ældresagen som mulige samarbejdspartnere.