650.000 kr. sikrer weekendrådgivning til unge med rusmiddel-problemer

650.000 kr. sikrer weekendrådgivning til unge med rusmiddel-problemer
Unge der har problemer med brug eller misbrug af rusmidler, får nu bedre mulighed for støtte og vejledning med en ny weekend-telefon. Foto: Colourbox
NOTITS | 21. APR 2022 • 11:26
Af:
Anders Liljeroth
NOTITS
21. APR 2022 • 11:26

Et genåbnet budget til unge-indsatsen i kommunen giver nu unge, der oplever problemer med rusmidler, og deres pårørende, bedre mulighed for at få hjælp og støtte i weekender og helligdage. Indsatsen skal ses som et ekstra tiltag.


På hverdage er der flere muligheder for at få den korrekte rådgivning på Bornholm til unge i og uden for behandling for problemer med rusmidler, men nogle har oplevet, at det kan være svært at komme igennem en weekend, eller en periode med helligdage, uden mulighed for støtte.

– Der kan også være tale om at yde støtte til forældre, der har brug for sparring omkring de vanskeligheder, som de oplever i relationen med deres unge, eller i relation til de unges forbrug eller misbrug af rusmidler, fremgår det.

På den baggrund åbner kommunen nu for en weekend-telefonrådgivning, der allerede fra den kommende weekend åbner linjerne. Telefonrådgivningen passes af kommunens rusmiddel-team, og medarbejderen der er på vagt på telefonlinjen vil kunne være et lyttende øre, rådgive og orientere om, hvilke handle- og behandlingsmuligheder der er til rådighed, men vil ikke kunne være opsøgende, eller udkørende, og dermed skal tilbuddet ses som et supplement til de allerede eksisterende muligheder, oplyser regionskommunen.

Vi har stadig problemer

Telefonrådgivningen i weekenden og på helligdage er blevet mulig efter at den nuværende kommunalbestyrelse genåbnede budgettet, og besluttede at sætte ekstra midler af til unge-indsatsen. Formanden for social- og sundhedsudvalget, René Danielsson, der har været med til at føde idéen, er positiv over den nye indsats, men mener dog, at det er vigtigt at følge tiltaget undervejs.

– Bornholm har et fælles, alvorligt problem når det kommer til unge og rusmidler. Vi har igennem årene forsøgt med mange forskellige tilbud, men vi har stadig problemer, og derfor må vi også prøve at gå nye veje. Vi ved, at weekender og helligdage, ofte er kritiske perioder for unge der har problemer med brug og misbrug af rusmidler. Om denne ordning er den helt rigtige, vil vi finde ud af, når den har eksisteret i et stykke tid. Telefonlinjen vil derfor også bliver evalueret undervejs, oplyser han.

Telefonlinjen med nummeret 56 92 75 05 åbner første gang på fredag den 22. april klokken 16, og er åben frem til mandag morgen klokken 8.00. Herefter vil telefonlinjen være åben hver weekend og i helligdage med start fra klokken 16 og frem til morgenen klokken 8.00, hvor weekenden eller helligdagene slutter.

Der er i alt afsat 650.000 kroner til at holde telefonlinjen kørende.