Virksomheder skal samarbejde om at løse stort problem

Virksomheder skal samarbejde om at løse stort problem
Arbejdskraftudfordringen på Bornholm er så stor og så alvorlig, at den ikke kan løses gennem en indsats alene, mener Campus Bornholm og Business Center Bornholm. Arkivfoto
ARBEJDSKRAFT | BORNHOLM | 21. OKT 2021 • 11:47
Henrik Nielsen
Journalist
ARBEJDSKRAFT | BORNHOLM
21. OKT 2021 • 11:47

Campus Bornholm og Business Center Bornholm vil fortælle ledere om uddannelse som en del af løsningen på problemet med at finde kvalificeret arbejdskraft.

Mange lokale virksomhedsledere oplever, at det lægger beslag på både mere tid og flere kræfter at skaffe kvalificerede medarbejdere, og de oplever måske også at kæmpe en ensom kamp for at finde den rigtige arbejdskraft. Det vil Campus Bornholm og Business Center Bornholm lave om på.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Sammen inviterer de virksomhedsledere til fyraftensmøde om, hvordan de gennem uddannelse og opkvalificering kan få det bedste ud af den arbejdskraft, som allerede findes på Bornholm. Møderækken vil blive afviklet i løbet af de kommende måneder.

Samtidig er det håbet, at der blandt virksomhederne kan opstå et samarbejde ved at udveksle tip og trick og drøfte mulige fælles indsatser.

– De kan alle sammen mærke den stigende temperatur under fødderne, og derfor tror vi på, at der er basis for samarbejde og vilje til dele gode og dårlige erfaringer, siger projektleder Henrik Juul-Pedersen fra Campus Bornholm i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at arbejdskraftudfordringen på øen er så stor og så alvorlig, at den ikke kan løses gennem en indsats alene.

– Der findes ikke et quickfix. Vi er nødt til at bevæge os frem på flere ben, og et af benene, som dette tiltag fokuserer på, består af uddannelse og opkvalificering af de medarbejdere, som virksomhederne allerede har, siger Henrik Juul-Pedersen.

Det første af en håndfuld fyraftensmøde er torsdag den 28. oktober.