Virksomhed på plads i Aakirkeby: Byen har et godt fællesskab

Virksomhed på plads i Aakirkeby: Byen har et godt fællesskab
Iværksætterne Thomas Schroll Kristensen og Jon Christian Vejbæk åbnede sammen vin- og spiritusforretning i Rønne forrige vinter. Efter få måneder flyttede de lokaler og overtog Rådhuskiosken, og senest har de overtaget Vinlagret i Aakirkeby fra Søren Wolff og Ivar Bilenberg. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 20. MAJ 2022 • 15:30
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | ABONNENT
20. MAJ 2022 • 15:30

De nye indehavere af Vinlagret har planer om at deltage aktivt i byens fællesskab og arrangementer. På onsdag inviterer de til musik på torvet, og med sig har de deres ”slamre rom”, som Bjarne Kure er blevet inspireret til at skrive en sang om.


Der var i begyndelsen af april skiftedag hos Vinlagret i Aakirkeby, som fremover drives af de samme folk, der står bag vin- og spiritusbutikken Hos Jon og Thomas på Snellemark i Rønne, Thomas Schroll Kristensen og Jon Christian Vejbæk. De nye ejere har ambitioner om at involvere sig i det fælles arbejde om at skabe liv i byen.

– Jeg oplever virkelig, at Aakirkeby har et godt fællesskab, og der sker meget. Og det har vi tænkt os at bidrage til, siger Thomas Schroll Kristensen, der oftest vil være at finde i vinbutikken ved torvet.

På onsdag – dagen før Kristi himmelfart – lyder startskuddet på en sommer, der, hvis det står til byens nye vinforhandlere, bliver livlig. Vinlagret rykker ud på selve torvet, og med sig har de blandt andet et nyt parti af deres egen ”slamre rom”, som Hos Jon og Thomas introducerede sidste år. Slamre rom-flaskerne er udstyret med en etiket med troldekarakteren Bobba-Arti og en bagsidetekst om, hvordan rommen stammer fra en engelsk skonnert, der ramte Hallekllipperne i 1700-tallet og har sit navn efter Slamrebjerg, hvor Bobba-Arti første gang mærkede dens virkning.

En anonym bornholmsk forfatter har skrevet den lille etiketskrøne, og romfortællingen om De Underjordiske er siden knopskudt i flere retninger. En af beundrerne er Bjarne Kure, som efter en vinsmagning kom og spurgte, om han ikke måtte lave en sang om rommen. Det førte til nummeret ”slamra rom”.

– Det er fedt, når sådan en som ham bare griber den og bygger videre på historien, siger Thomas Schroll Kristensen.

Bjarne Kure optræder ved torvedagen på eftermiddag, og visen ”slamra rom”, der i virkelighedens verden er fremstillet hos en romproducent i Horsens, vil være på repertoiret.

I løbet af sommeren planlægger Hos Jon og Thomas at lave arrangementer i Vinlagrets baggård, hvor de nye indehavere regner med at kunne opbygge et loungeområde med sydlandsk stemning. Siden åbningen i april har baggården dannet ramme om en åbningsfest og en omgang middagsjazz.

To forskellige koncepter

Hvor man i Hos Jon og Thomas i Rønne kan købe enkeltflasker af vin, spiritus og specialøl, er Vinlagret bygget op om en outlet-tanke med salg af hele kasser, der er tiltænkt virksomheder og folk, der skal holde selskaber. De tidligere ejere Søren Wolff og Ivar Bilenberg henvendte sig til spiritusforhandlerne i Rønne, da de besluttede sig at afhænde Vinlagret, og de nye ejere har tænkt sig at holde fast i forretningsmodellen.

– Vi synes, det som Ivar og Søren har skabt, er helt fantastisk. Det er vigtigt at pointere, at vi fortsætter med den vin, de altid har haft. Men vi vil godt have nogle bornholmske varer derop, så vi kommer til at have øl fra Small Batch og vores rom, siger Thomas Schroll Kristensen.

Arrangement på torvet finder sted klokken 14-17 på onsdag. I samarbejde med Aakirkeby Borgerforening har folkene bag Vinlagret aftalt at deltage i fire torvebegivenheder senere på året.