Antallet af anmeldte virksomhedsindbrud og butikstyverier er faldet voldsomt de senere år, men risikoen for at blive plyndret er stadig markant større i nogle kommuner end i andre. Faldet er glædeligt, men en del kommuner og politiet bør stramme op, mener erhvervsorganisationen SMVdanmark, der kæmper for de små og mellemstore virksomheder.
Bornholm er ifølge analysen et af de steder, hvor virksomhederne ikke behøver at være så bekymrede.
– Det er glædeligt, at vi ser så positiv en udvikling. Men der er stadig kommuner, hvor for mange virksomheder døjer med indbrud eller butikstyverier. Man kan føle sig rimelig tryg i for eksempel Morsø, Lemvig og på Bornholm, mens der for eksempel i nogle af forstadskommunerne til København er syv-otte gange så stor risiko for at komme ud for indbrud eller butikstyveri, siger konsulent Lasse Lundqvist i SMVdanmark i en pressemeddelelse.