Stolt Lea Wermelin til åbning af bæredygtighedsfestivalen

Stolt Lea Wermelin til åbning af bæredygtighedsfestivalen
Lea Wermelin på Hotel GSH, Rønne, sammen med arrangøren af Sustainable Food Week, Mads Clemmensen. Foto: Berit Hvassum
BÆREDYGTIGHED | BORNHOLM | ABONNENT | 27. SEP 2021 • 17:30
BÆREDYGTIGHED | BORNHOLM | ABONNENT
27. SEP 2021 • 17:30

Et par hundrede eksperter vil i løbet af ugen besøge Bornholm.

Kan en miljøminister tillade sig at spise røde bøffer, når det immervæk er almen viden, at de sætter et uønsket aftryk på CO2-regnskabet?

Det kunne man stå og fundere over på Hotel GSH mandag formiddag, mens man ventede på, at den bornholmske miljøminister Lea Wermelin (S) skulle indfinde sig her på førstedagen af en uge, som vil sætte fokus på bæredygtighed.

Der blev nemlig på rønnehotellet taget hul på Sustainable Food Week, som er første udgave af bæredygtighedsfestivallen på Bornholm.

Fremmødet var imponerende, for i hotellets store sal sad der cirka 100 deltagere på stolene, da der officielt blev taget hul på ugen, som altså handler om bæredygtighed og den grønne omstilling, idet virksomheder og eksperter vil arbejde på at løse konkrete globale udfordringer med udgangspunkt i Bornholm.

Måske skal man ikke spise røde bøffer helt så ofte – til gengæld skal de være gode, når man gør det.

Lea Wermelin, miljøminister

Problemstillingerne spænder bredt, lige fra mere bæredygtige emballager over fremtidens energi og til at finde en løsning på at genanvende madaffald i et hidtil uset omfang – og nu møder Lea Wermelin op og har lige få minutter til en kommentar inden den officielle åbning inde i salen.

Lea, hvad betyder det for Bornholm, at sådan et arrangement bliver lagt her?

– Jeg synes, at det siger noget om det, som vi er så utroligt stolte af som bornholmere, nemlig at vi over en lang årrække har arbejdet med kvalitetsfødevarer, og at Bornholm er blevet kendt for det, siger miljøministeren.

– Vores gode råvarer, og at vi har sat mad på dagsordenen. Vi kombinerer det også på den måde, at vi både har producenterne og dem, der arbejder på løsninger, som eksempelvis her i Green Solution House, som er et godt eksempel på at tænke i teknologiske løsninger. Det at man har sådan en matchmaking, er noget af det, der skal arbejdes med i denne uge. Og det er noget, der er perspektiv i for Bornholm, men også for hele Danmark i forhold til at sige, at vi skal have den grønne førertrøje på.

De får besøg i løbet af ugen

Høstet, Bornholm Foods, Bornholms Kildevand, Pernille Bülow, Bornholmerhampen, Hallegaard, Mosteriet, Lehnsgaard og Bofa.

– Hvad det angår, er landbrug og fødevareproducenter helt afgørende spillere i forhold til at nå vores mål med en reduktion af CO2-udledningen på 70 procent.

Og til marts i 2022 kommer så et arrangement, som måske bliver lidt sjovere for den almindelige bornholmer, fordi den her uge er en mere lukket omgang uden offentlig adgang?

– Det er klart, at den her uge skal kickstarte, at man både får talt med alle de store virksomheder, får det teknologiske koblet på og også får det politiske niveau med. Det er noget af det, vi er gode til i Danmark – at sidde omkring det samme bord og finde løsninger. Derfor siger vi også, når vi skal lave en klimaplan for landbruget, at vi skal udvikle og ikke afvikle, og derfor er denne her dialog helt, helt afgørende for, at vi rent faktisk kommer i mål.

Og til marts bliver det sjovt også for de almindelige bornholmere?

– Det håber jeg da, det skal da være sjovt for bornholmerne!

Bøfferne

Her til sidst: Kan man som miljøminister spise røde bøffer?

– Ja, det kan man godt. Det, der er vigtigt, er, at vi alle sammen kigger på os selv og siger, hvordan kan jeg sørge for, at jeg får et mindre klimaaftryk, så måske skal man ikke spise røde bøffer helt så ofte – til gengæld skal de være gode, når man gør det, siger Lea Wermelin.

Også borgmester Thomas Thors (S) er glad for ugens arrangement.

– Jeg synes, at det er spændende, at så mange engagerede mennesker har fundet, at Bornholm er det rigtige sted at mødes om det her, og at det skal være en tilbagevendende begivenhed, siger han.

– Jeg glæder mig til at fortælle om de fantastiske perspektiver, der er for vores energisektor og naturligvis koble det sammen med fødevarer. Det er rigtig spændende, at Bornholm er i centrum for så mange initiativer og undersøgelser. Det er en afspejling af det, vi gerne vil, nemlig at Bornholm blandt andet også skal være testø.