Sidste efterår var der bred politisk opbakning til at afsætte 25 millioner kroner til ophugningsordningen. Om det bliver den endelige beløbsramme, ved Thomas Thomsen ikke, men han håber, den bliver større, for 25 millioner rækker ingen steder, siger han.
Den lokale fiskeriformand har været til nogle møder om ophugningsordningen, senest lige før sommerferien. På det tidspunkt havde EU meddelt, at den danske model for udbetaling af støtte ikke kunne bruges. Ifølge EU skulle man have haft et torskefiskeri i 2021 for at kunne modtage støtten.
– Men på Bornholm måtte vi ikke fiske torsk fra sommeren 2019, og det er svært at have et torskefiskeri i 2021, når vi ikke må fiske torsk. Vi har fiskere, der har gået fra sommeren 2019 og indtil nu. Det er tre år, hvor de stort set ikke har måttet fiske, eller hvis de ikke har kunnet sejle andre steder hen og har måttet drive fiskeri ved Bornholm, så har det været under nogle meget rigide restriktioner. Det er stort set det samme som, at I godt måtte lave aviser, men I måtte ikke sælge dem de næste tre år. Det er der ingen, der kan leve af, siger Thomas Thomsen.
På møderne har fiskerne kunnet påpege fejl og mangler ved den planlagte ordning, men der er ingen, der har spurgt dem, hvordan de gerne vil have, den bliver, siger fiskeriformanden. Svaret er helt overordnet, at de gerne vil have en ordning hvor de kan komme ud af fiskeriet uden al for stor gæld.