Spisesteder kan få hjælp til at udvikle nye oplevelser
Arkivfoto

MAD | BORNHOLM | GRATIS
24. JUN 2021 • 10:13
Henrik Nielsen
Journalist

Spisesteder kan få hjælp til at udvikle nye oplevelser

En særlig pulje gør det muligt for restauranter, cafeer og barer at få økonomisk støtte til at udvikle nye madbegivenheder og oplevelser. Puljen er en del af sommer- og erhvervspakken, der blandt andet skal styrke turismeerhvervet i Danmark. Med puljen vil en restaurant, café eller bar kunne søge op til 35.000 kroner til aktiviteter, som skal hjælpe med at få flere gæster, for eksempel gennem nye madtilbud og arrangementer.

Det fortæller Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Man kan søge puljen gennem Erhvervsstyrelsen til og med den 21. juli. Støtten kan både bruges til sommerarrangementer og til begivenheder, som rækker ind i resten af året.

– Regeringen har gennem hele coronakrisen arbejdet for at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser. Derfor er jeg også glad for, at vi nu kan være med til at give en ekstra mulighed, der peger fremad til de danske restauranter, cafeer og barer, der har været særlig hårdt ramt af krisen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad de enkelte erhvervsdrivende kan finde på af initiativer, men jeg håber, at rigtig mange vil gøre brug af puljen, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Erhvervschef Christa Lodahl hos Business Center Bornholm håber, at bornholmske virksomheder i målgruppen er opmærksomme på puljen og derfor får mulighed for at søge penge fra den. Det fremgår af en mail fra det lokale erhvervscenter.

Sommer- og erhvervspakken skal hjælpe de hårdt ramte sektorer og samtidig skabe gode ferieoplevelser for gæsterne. I alt er der afsat 1,6 milliarder kroner.



Flere nyheder