Sommerhusportal melder alt udsolgt

808 bornholmske sommerhuse har man adgang til, hvis man benytter den digitale udlejningsplatform Campaya, som blandt andet samarbejder med Novasol, Dancenter og Dansommer. I denne og næste uge er det dog ikke nok til, at man kan finde et ledigt sommerhus her på øen.
I en pressemeddelelse fortæller Campaya således, at belægningsprocenten er mere end 99, hvilket betyder, at alle sommerhuse på platformen er udlejet.
– Sådan var det også i sidste uge, og sådan var billedet i øvrigt også sidste år i de meget efterspurgte juliuger, fortæller kommunikationschef Jesper Kamp Kruse hos Campaya i pressemeddelelsen.
At dømme efter Campayas udlejningsdata fortsætter tendensen med mange fyldte sommerhuse længere end sidste år. På nuværende tidspunkt er der således lejet flere sommerhuse ud i august end på samme tidspunkt i 2020.
– Lige nu er belægningen på intet tidspunkt under 90 gennem august, og det tyder kraftigt på, at nærmest alle sommerhuse også er lejet ud i sommerens sidste måned. Det ser faktisk også rigtig fornuftigt ud i første halvdel af september, hvor belægningsprocenten er på gennemsnitligt 80. Herefter falder den gradvist, fortæller Jesper Kamp Kruse.
I den seneste tid har Campaya oplevet stor efterspørgsel fra særligt tyske feriegæster, som vender tilbage, så snart restriktionerne giver mulighed for det. Ellers er det i høj grad danskerne, der fylder husene i år.
– Her hos Campaya har vi lavet opgørelser over den lokale udlejning de seneste fem år. Alle år har der været ekstrem stor efterspørgsel på sommerhusene på Bornholm i sommermånederne, og efterspørgslen bliver bare større og større år for år. Desværre er det umuligt at modsvare den store efterspørgsel i højsæsonen. Der er simpelthen ikke nok sommerhuse at leje, og det betyder, at der kommer færre feriegæster til området, end der er efterspørgsel til, forklarer Jesper Kamp Kruse.