Allinge dagen derpå: En uge til byen er ren

Allinge dagen derpå: En uge til byen er ren
En af folkemødets scener er ved at blive pakket sammen. Foto: Line Søndergaard Hansen
NYHED | ALLINGE | ABONNENT | 20. JUN 2022 • 16:28
NYHED | ALLINGE | ABONNENT
20. JUN 2022 • 16:28

Nedlukningen af årest Folkemøde er begyndt, og allingeboerne får efter planen deres by tilbage i starten af næste uge.

Årets Folkemøde er slut. Debatterne er debatteret, fadøllene er drukket, og gæsterne er taget hjem. Ud fra Allinge kører læssede lastvogne og biler med fastspændte GODIK-toiletvogne, og ind i Allinge kan de lokale køre igen, efter den store nedlukning for gennemkørende trafik er ophævet. Oprydningsarbejdet efter demokratifestivallen er i gang, og det begyndte allerede i regnvejret søndag. Mandag er solen vendt tilbage over byen, og meget passende brager sommerhittet 'Solhverv' ud af højtaleren fra en parkeret vogn.

På Kæmpestranden ved havnen kæmper en gruppe arbejdere med at få pakket og samlet en række af de hvide telte. Musikken spiller, og humøret virker til at være højt.

– Skal vi posere? spørger en af dem kækt. Det er åbenbart svært at gemme sig og fotografere i smug, når man som en af de eneste lusker rundt på pladsen iført civilt tøj.

Mændene arbejder for firmaet Ørsted Telte, der er hyret ind for at opstille og pille alle de hvide Folkemøde-telte sammen, hvor organisationer har holdt til de sidste par dage. De bakser med teltdugene og stolperne, og de har travlt.

– Vi begyndte at pille ned søndag. Det er hårdt og konstant arbejde. Det er lidt sjovere i dag i solskinnet, lyder det fra Thomas Joensen, der tilføjer, at de har omkring 100 telte, de skal pille ned.

– Vi skal nå det til torsdag, for der har vi bestilt færgebillet hjem, indskyder hans kollega.

Thomas Joensen (tv.) og hans kollega knokler med at få pillet de hvide folkemøde-telte ned. Foto: Line Søndergaard Hansen 

 

Ikke nok cigaretter

I SuperBrugsen er der også kommet ro på igen, siden Tidende kiggede forbi torsdag til en status. På det tidspunkt var der gang i den i det opsatte telt foran butikken, hvor gæster i forbifarten kunne købe mad og drikke uden at skulle ind i forretningen. Teltet står der endnu, men det er tomt og bliver efter planen fjernet mandag. Det fortæller uddeler Ralf Due.

Ifølge ham har de især kunnet mærke Folkemødet i flaskeautomaten, som har kørt på højtryk siden Folkemøderts start.

– Lige nu har vi 15 kar fyldt med pantede flasker, fortæller han og sammenligner det med en almindelig hverdag, hvor de måske har ét fyldt kar.

– Så det her er dobbelt så meget, måske endda tre gange så meget.

Torsdag fortalte han til Tidende, at de glædede sig til Folkemødet, og at de havde forberedt sig med at fylde lagrene helt op. Han fortalte også, at der havde været stor efterspørgsel på øl, vand, sandwiches og cigaretter. Efterspørgslen på øl og vand har det godt kunne følge med til, men de havde ikke fået købt cigaretter nok.

– Vi løb fuldstændig tør for cigarettet allerede fredag, siger han og tilføjer, at det kom lidt bag på ham.

– Vi troede, folk var holdt op med at ryge, så vi havde ikke bestilt lige så meget hjem som i 2019. Men når man får en bajer, så skal man jo nogle gange lige have en cigaret, siger han.

Han fortæller, at det er gået godt generelt, men at det samlede niveau ikke har været helt på linje med 2019, som var det sidste år med et fuldt folkemøde.

– Men fredag var kanon. Der var det på højde med 2019.

Ralf Due nævner, at en af grundene kan være, at 7-Eleven er rykket til Folkemødet, hvor de sælger sandwiches, salater, kaffe og drikkevarer.

– De har haft fire pop-up butikker, og det har taget lidt af vores pres.

Ralf Due fortæller, at han har observeret, at mange begyndte at tage hjem allerede lørdag, og det ærgede ham.

– Vent med at pakke ned til søndag. Og så kan man lave to store koncerter lørdag, en ved Kæmpestranden og en på Hovedscenen. Lad os feste igennem to dage i stedet for, at lørdag bliver en halv-øv dag, hvor man skal hjem i morgen. Det synes jeg, siger han og tilføjer, at han selvfølgelig har stor omsætningsmæssig interesse i, at folk bliver så længe som muligt.

Det tomme, hvide telt står som et tegn på et godt folkemøde for Brugsen. Foto: Line Søndergaard Hansen

 

Epicentret

Folkemødehuset, hvor Foreningen Folkemødet holder til, har været epicenter for arbejdet op til, under og efter Folkemødet. På plænen foran den store murstensbygning ligger stakke med stablet indhegning, og nogle enkelte vogne og biler kommer kørende og læsser ting af. Et par ansatte sidder på de røde bænke foran huset og holder en pause.

– Det har været sjovt. og jeg har mødt mange sjove mennesker, lyder det fra en produktionsassistent, der har været hyret ind for at være ansvarlige for de frivillige. Han rømmer sig og er lidt hæs oven på de mange dage med travlhed og - måske også - fester.

De får selskab af Sofie Kronborg. Hende er man sandynligvis stødt på, hvis man under Folkemødet har stukket hovedet forbi huset. Hun er ansat som assistent i infocentret og har svaret på henvendelse fra Folkemødets mange gæster, der har haft brug for assistance.

– Folk har spurgt om, hvor bestemte events er, eller har ledt efter bestemte politikere. Og så har der været nogle lokale, der har haft spørgsmål om parkering, fortæller hun.

Ud fra Folkemødehuset kommer partnerskabschef Christian Bülow Beck iført shorts og solbriller. Han ser glad ud.

– Vi er trætte. Men det er en glad træthed, lyder det fra ham. Generelt føler han, at han har oplevet stor dedikation fra folket og teamet fra Folkemødet.

Han fortæller, at det primære nedlukningsarbejde først går med at få pakket de store ting ned: telte, scener og stole. Og så kommer der alle småtingene som at fjerne affald.

– Helt ned til det sidste cigaretskod, så byen kan blive leveret tilbage til allingeboerne igen i starten af næste uge, fortæller han.

Et par medarbejdere nyder solen efter et veloverstået folkemøde. Foto: Line Søndergaard Hansen

 

Toiletvogne er ved at blive pakket ned, og skraldebilerne kører rundt på pladsen. Foto: Line Søndergaard Hansen