Ronald og Janice fra Coventry havnede i Nexø ved et tilfælde

Ronald og Janice fra Coventry havnede i Nexø ved et tilfælde
Ægteparret Ronald og Janice Mcbride fra England var nogle af de mange turister, der onsdag tog en tur i Nexø, da krydstogtskibet Ambience med 1.915 mennesker om bord ikke kunne besøge Rønne på grund af stærk vestenvind. Foto: Anders Liljeroth
NYHED | NEXØ | ABONNENT | 27. JUL 2022 • 16:12

Da krydstogtskibet Ambience onsdag morgen kastede anker ud for Nexø, betød det liv i byen. Ronald og Janice Mcbride var nogle af de mange turister, der besøgte Bornholm for første gang.

 

Allerede klokken otte onsdag morgen bliver de første shuttlebåde sat i søen fra det kæmpestore krydstogtskib Ambience, der har kastet anker ud for Nexø. De knap 2.000 passagerer skulle egentlig have besøgt Rønne, men på grund af vindstød op mod 15 m/s mente kaptajnen ikke, det var muligt, og derfor så det ud til, at Bornholm denne gang ikke ville få glæde af alle de tilrejsende turister.

Det viste sig dog, at det var muligt at ligge i læ for vestenvinden ved at sejle om på den anden side af øen, og dermed blev et besøg på Bornholm sikret i denne omgang.

De mange turister blev sejlet i land i Nexø Havn, hvor der for manges vedkommende ventede turistbusser, der skulle køre dem ud til forskellige oplevelser. Men mange af turisterne valgte at blive i Nexø og se, hvad byen, der uventet blev en del af deres program, har at byde på.

To af dem mødte Tidende, kort efter de var blevet sat i land til deres første besøg på Bornholm.

– Det var egentlig meningen, vi skulle til Rønne, men så blev det Nexø. Alt var jo planlagt, men for os gør det ikke nogen forskel, for vi kender ikke noget til Bornholm alligevel, fortæller Ronald Mcbride, der sammen med hustruen Janice bor i Coventry, hvilket de beskriver som så midt i England, man nærmest kan komme.

De har aldrig besøgt Danmark tidligere, men har hørt meget godt om de skandinaviske lande og bookede derfor et krydstogt.

Overrasket over Københavns kanaler

– Det nordligste, jeg har været, er Holland, siger Ronald Mcbride.

Han tilføjer, at et krydstogt er en fantastisk måde at se de nordiske lande på, og så er det en billig rejseform, fordi gæsterne har adgang til alting om bord og derfor ikke behøver spendere ret mange penge i byerne.

Turen er gået fra London, og første stop var tirsdag i København, hvor parret havde en fantastisk dag.

Så I Den Lille havfrue?

– Ja, selvfølgelig, den skal man jo se. Vi tog en hop-on/hop-off bus, der kørte os rundt i byen, og så tog vi en tur med kanalrundfart, fortæller Janice Mcbride.

– Så nu har vi taget hundredevis af billeder fra de ture, supplerer hendes mand.

Faktisk var kanalturen det, der overraskede de engelske turister mest.

– Jeg vidste slet ikke, at der var så mange kanaler i København. Jeg tror nærmest, at folk i England mener, at det kun er dem, der har kanaler, så der blev vi overraskede, siger Janice Mcbride.

– Og så kan vi se, at danskerne er meget rige. For vi så en yacht med en helikopter bagpå, og sådan en havde vi aldrig set før, siger Ronald Mcbride.

Jeg forsøger at forklare ham, at det måske ikke var et dansk skib, men det slår han bare hen og griner.

Hvor sejler I hen herfra?

– I morgen er vi på havet, men næste havn bliver Tallinn i Estland. Vi skulle egentlig have været til Sankt Petersborg, men det er naturligvis aflyst, sådan som situationen med Rusland er. I stedet for får vi to dage i Stockholm, fortæller Janice Mcbride.

Efter Tallinn er det Helsinki i Finland, Visby på Gotland, hvorefter skibet vender tilbage til Danmark, hvor Skagen er sidste stop på ruten, inden turen igen går tilbage til London, i alt 15 dage ombord.

Parret roser herefter danskernes flotte måde at tale engelsk på og spørger ind til, om børnene lærer det i skolerne. Efter at have bekræftet sender jeg de to turister videre ud i byen, hvor de kan gå rundt i nogle timer, inden de senest klokken 17 skal med den sidste shuttlebåd tilbage til Ambience for at fortsætte deres rejse.

 

Tidendes sommerserie

Hen over højsommeren tilbringer en journalist fra Bornholms Tidende et par dage nogle af de steder, som besøges af mange feriegæster. I denne uge går turen til Nexø.