Rekord: 27.000 træer skal ud i verden

Rekord: 27.000 træer skal ud i verden
27.000 nordmannsgraner bliver sendt ud i verden. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 1. DEC 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
1. DEC 2022 • 05:30

Aldrig før har Preben Christoffersen på Slusegård eksporteret så mange juletræer som i år.


Preben Christoffersen på Slusegård i Sømarken producerer og sælger juletræer.

Mange juletræer.

Og adspurgt om ikke, man kan betegne ham som storproducent, svarer han da også med et grin:

– Måske på Bornholm!

Faktisk eksporterer han i år henved 27.000 af sine nordmannsgraner, når alt er sendt af sted en gang i løbet af næste uge, hvilket er flere end nogensinde før. Og de kommer på langfart:

– Vi sender dem til Østrig, Tjekkiet, Italien, Tyskland og også en smule til Bulgarien, tror jeg, siger han og forklarer, at antallet af solgte træer er det største siden starten på juletræeventyret i 2011.

Dengang plantede han 8.000 træer, og så gik der seks-syv år, inden de første kunne fældes.

– Men vi var næsten oppe at sælge lige så mange sidste år som i år, fortæller han.

Men i år er simpelthen det hidtil største år, I har haft?

– Ja, dét er det.

Hvad skyldes det?

– Jamen, vi har jo haft træerne til salg, og så har vi været så heldige at få dem afsat. Til gengæld er de sidste ikke afsat supergodt, for der er et pres på markedet med for mange træer. Derfor er det prismæssigt ikke så godt, som vi kunne have ønsket, men vi er trods alt kommet af med træerne, og nu skal vi nødigt begynde at beklage os her op til jul.

Flere har udsolgt

Forbliver nogle af jeres træer i Danmark?

– Ja, vi sender også lidt til København.

Og I har vel også bornholmere, der kommer forbi?

– Ja, vi har jo altid hjemmesalg ved vores café, siger Preben Christoffersen .

Han oplyser, at han sælger juletræer fra én meter og op til to og en halv meter – og alt derimellem.

– I alle mulige forskellige sorteringer, siger han.

Hvor meget vokser et juletræ på et år?

– Gerne et sted mellem 30 og 40 centimeter. Vi prøver at regulere dem, for de må helst ikke vokse for hurtigt. Så bliver de for åbne, og så kan vi ikke eksportere dem. Det er lidt noget andet med hjemmemarkedet, for her skal der jo være plads til lidt pynt.

Jørn Sonne er formand for ERFA-gruppe Bornholm, Danske Juletræer, som han fortæller har syv medlemmer.

– Men vi er nok det dobbelte antal producenter, siger han og oplyser, at han synes, at salget i år er gået yderst fornuftigt.

– Vi har fået mange træer af sted, det må jeg sige. Flere af os har udsolgt. Men vi er lidt utilfredse med priserne. Vi kunne godt have brugt en femmer eller en 10'er mere per træ, det er der ingen tvivl om, for vores omkostninger er steget ganske voldsomt, siger Jørn Sonne.