Ny bar åbner med udsigt over Østersøen

Ny bar åbner med udsigt over Østersøen
Svaneke har fået et ny spise- og drikkested, nemlig Spröt, som byder på blandt andet juicer og sandwich. Pressefoto
NYHED | SVANEKE
26. MAJ 2022 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist

Spröt i Svaneke holder i første omgang sæsonåbent, men afviser ikke, at det kan udvikle sig til helårsåbent.


Juice- og sandwichbaren Spröt har netop slået dørene op i Svaneke. Efter fire år i byen har Trine Maymann og Niklas Blangsted besluttet at realisere deres drøm.

– Vi har længe haft en drøm om at åbne et sted med friske og sunde sager, som man kan nyde enten på havnen, i klipperne, her hos os eller tage med hjem, fortæller Trine Maymann i en mail.

Derfor var de ikke i tvivl, da de fik mulighed for at overtage et lokale på Gruset i Svaneke.

– Det var helt perfekt til vores koncept, siger Trine Maymann.

Spröt byder på juicer, smoothies, varme sandwich, kaffe og sprøde snacks med udsigt over Østersøen.

Tanken er i første omgang, at der skal være åbent fra påske til efterårsferien, men Trine Maymann og Niklas Blangsted er slet ikke afvisende overfor at holde helårsåbent, hvis de lokale tager godt imod det nye sted.