Købmand fejrer DM-sejr i økologi med stor folkefest – og den varer næsten en uge

Købmand fejrer DM-sejr i økologi med stor folkefest – og den varer næsten en uge
Egon og Charlotte Jensen Mondrup har to år i træk vundet prisen for årets mest økologiske Spar-butik i Danmark. Det skal fejres sammen med kunderne, siger købmanden i Aakirkeby. Arkivfoto: Jacob Jepsen
HANDELSLIVET | AAKIRKEBY | ABONNENT | 13. SEP 2021 • 17:30
HANDELSLIVET | AAKIRKEBY | ABONNENT
13. SEP 2021 • 17:30

Spar-købmanden holder folkefest i Aakirkeby med hønseskidning, hoppeborg og gratis morgenmad efter at have vundet DM i økologi to år i træk.

 

Sparkøbmanden i Aakirkeby er to år i træk kåret som danmarksmester i økologi ud af mere end 130 Spar-butikker på landsplan.

Det skal fejres med folkefest for kunderne i Aakirkeby, lovede Egon Jensen Mondrup allerede i foråret, og i denne uge indfrier købmanden løftet med en række aktiviteter i butikken og i byen.

Der er ponyridning, gratis morgenmad, hestevognskørsel og hoppeborg til børnene, men Egon Jensen Mondrup lægger ikke skjul på, at der først og fremmest er tale om en tilbudsfest.

– Vi kører med tilbud hver dag fra onsdag til fredag, og alle tilbudspriserne slutter med 21, fordi det var i 21, vi vandt DM i økologi anden gang, fortæller Egon Jensen Mondrup og insisterer på, at læserne får at vide, at en donut koster 4,21 kroner fra onsdag til fredag.

Bliver man skizofren af at være danmarksmester i økologi og have tilbud på donuts på samme tid?

– Næ. Det ene udelukker ikke det andet, siger Egon Jensen Mondrup og forklarer, at der er tale om to slags kunder.

– Dem, der absolut er til øko, og så dem, der er til alt det andet.

Hønseskidning på Torvet

Egon Jensen Mondrup fornemmer, at bornholmerne bliver mere og mere økologiske i takt med, at økoprodukterne bliver bedre og billigere.

– Vi var jo ikke blevet danmarksmestre to år i træk, hvis der ikke var mange, der købte økologi hos os. Men bornholmerne bliver aldrig fanatiske, ligesom de er i København, siger han.

Der vil være demonstration med smagsprøver i butikken fra onsdag og frem, og Egon Jensen Mondrups moster serverer gratis kaffe og minidonuts onsdag og fredag fra klokken 9-11.  René Pedersen fra Smedens Ketchup er på plads med sin pølsegrill og sin sorte dobbeltdækker fredag klokken 15-18, men lørdag er festdag. Klokken 10 kommer hestevognen og tager kunderne med på bytur, senere er der ponyridning og klokken 13.30 er der hønseskidning på Torvet med store præmier til vinderne af de fem hovedgevinster.