Kæmpeskib starter sæsonen for alvor: Krydstogtgæster skal styrke turismen

Kæmpeskib starter sæsonen for alvor: Krydstogtgæster skal styrke turismen
MSC Preziosa på vej ind i Rønne Havn. Foto: Mikael Vang
NYHED | ABONNENT | 4. MAJ 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
4. MAJ 2022 • 15:30

Det ser fascinerende ud, når et af verdens største krydstogtskibe lægger til kaj i Rønne Havn, men det er gæsterne om bord på det enorme skib, der er vigtige for Bornholm.


333 meter langt og godt 139.000 tons.

Onsdag morgen ankom det enorme MSC Preziosa endelig til Bornholm, efter at det store skibs tidligere rejse til Bornholm var blevet aflyst grundet covid-19-pandemien.

Og ifølge Rønne Havn kaster anløbet af et skib i den størrelse flere positive ting af sig.

– Det sender et signal om, at vi er en central og vigtig havn i Østersøen i forhold til krydstogter. Det er med til at styrke den position, som vi gerne vil have, fordi det både giver noget for os som havn, men også noget til turismen på øen, siger pressechef hos Rønne Havn, Jesper Jürgensen.

Hvis det for alvor skal give mening, så kræver det dog også, at der er fokus på at give gæsterne en oplevelse, de aldrig glemmer, når de er på øen.

Det indebærer blandt andet at arrangere ture rundt om på Bornholm og i øvrigt sørge for at informere om, hvad øen har at tilbyde.

Yana Grundke, der i januar blev ansat som ny chef for krydstogter på Rønne Havn, fortæller, at der bliver arbejdet hårdt for at sikre det.

– Vi arbejder tæt med Destination Bornholm og vores netværk for at sikre, at vores gæster får alt den nødvendige information om, hvad der sker på Bornholm, siger Yana Grundke.

Handler ikke kun om kroner og øre

En ting er at sikre, at gæsterne får en god oplevelse, noget andet er, at de faktisk også bidrager til handelslivet i deres korte tid på besøg.

– Det er klart, at nogle af stederne, der bruger de penge, fordi de køber noget, og nogle af stederne er det mere oplevelse, siger Jesper Jürgensen.

Han understreger samtidig, at det ikke udelukkende drejer sig om, hvor mange penge de bruger, mens de er her med krydstogtet, men i lige så høj grad, at de måske får lyst til at komme og besøge i Bornholm igen.

En af udfordringerne ved at få krydstogtgæsterne fra MSC Preziosa til at investere deres penge på Bornholm er, at mange butikker på nuværende tidspunkt ikke er åbnet endnu.

– Der er stadig butikker, som ikke er åbnet. Når butikkerne først åbner i juni, så kan gæsterne jo ikke bruge penge, siger Yana Grundke.

Hun snakker løbende med krydstogtselskaberne om, hvordan de kan forbedre oplevelsen, så gæsterne har alle muligheder for at få det bedste med fra Bornholm.

Et af forslagene kunne være, at krydstogtskibene serverede bornholmske specialiteter på deres skibe, inden de ankommer til Rønne Havn.

– Hvis de eksempelvis serverede fisk eller øl fra Bornholm på skibet, så ville gæsterne måske købe det, når de kommer hertil, siger Yana Grundke.

MSC Preziosa er det største skib, der nogensinde har anløbet i Rønne Havn, og det kommer igen til august.