Kæmpe glas-pris til Pernille Bülow

Kæmpe glas-pris til Pernille Bülow
Pernille Bülow fik overrakt prisen af bestyrelsesformanden for Hempel Kulturfond, Thomas Thulstrup. Foto: Hempel Glasmuseum
NYHED | ABONNENT | 15. JUN 2022 • 18:17

En betydelig og nyskabende dansk glaskunstner bliver hvert år tildelt Hempels Glaspris, og i år går prisen til Bornholm. Pernille Bülow havde ikke lige forventet denne pris, men er naturligvis glad og stolt over den, især fordi den kan give mere omtale af hendes store projekter med genbrugsglas.

En stor dansk glaspris går i år til Pernille Bülow, der i over 30 år har boet på Bornholm og drevet sin virksomhed herfra. Det handler om Hempels Glaspris, der hvert år uddeles til en dansk glaskunstner, der har sat sit præg på glassets udbredelse.

Prisen har sit navn efter grundlæggeren af Hempel Glasmueum, J.C. Hempel, og er stiftet til ære og fremme af hans indsats for at formidle kultur og oplevelser, og ikke mindst til inspiration for den fortsatte udvikling af glaskunsten.

Og for Pernille Bülow var det noget af en overraskelse, da hun sidste år blev kontaktet af bestyrelsesformanden for Hempel Kulturfond, Thomas Thulstrup.

– Jeg blev faktisk ringet op lige før jul af Thomas Thulstrup. Han ville gerne komme og besøge mig. Jeg havde rygende travlt, for det var lige omkring lanceringen af vores store julemarked i Nexø, men han mente det var vigtigt. Og så fik jeg altså at vide, at jeg var udvalgt til prisen, fortæller hun.


Fakta om Hempelprisen

Hempels Kulturfond driver glasmuseet og tildeler hvert år Hempels Glaspris til en dansk glaskunstner, der har gjort sig særligt bemærket.

I museet udstilles værker af glasprismodtagerne siden 1988, hvor glasprisen blev indstiftet til minde om Jørgen Christian Hempel, 1894-1986.

Efterfølgende modtog Pernille Bülow et officielt brev om prisen. Her fremgår det, at hun får prisen for sin "livslange, konstante og konsekvente indsats for udbredelsen af studioglas."

– Det var ikke lige en pris jeg tænkte at jeg kunne få, men nu har jeg fået den, og det er jo virkelig fedt, siger Pernille Bülow om prisen, som ud over æren, også indebærer at hun skal lave en udstilling af sine produkter på Hempels Glasmuseum i 2023, og en kontant tildeling af 100.000 kroner.

Øget fokus på genbrug

Noget der dog gør Pernille Bülow rigtig glad i forhold til Hempel-prisen er, at der kommer fokus på genbrug. I brevet fra Hempel er det arbejde nemlig specifikt nævnt.

"Derudover især for fortsat og kontinuerligt at udvise nysgerrighed og udfordre processer, materialer og teknikker, herunder de seneste års intense arbejde med genbrug og bæredygtighed, ikke mindst i relation til genbrug af affaldsglas", lyder det.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores arbejde med bæredygtighed er grunden til at det er nu, jeg får prisen. Og det er jo vildt, at man kan forvandle affald til enormt flotte objekter. Jeg har lavet nogle ting som jeg har brugt oceaner at tid på, og de kommer jo til at koste rigtig mange penge, men det, at man har hevet det op af en stor bunke affaldsglas, det er jo sjovt, siger Pernille Bülow.

Prisen overrækkes ved et arrangement i Hempel Fonds lokaler på Amaliegade i København, og i lokalerne skal Pernille Bülow dække et bord af produkterne fra serien Reuse, som er lavet af genbrugsglas.

– Jeg har en lille teaser med til dem ved overrækkelsen, og så skal jeg herefter i gang med at planlægge min egen lille udstilling på Hempels glasmuseum. Og der skal der gerne være unika og nogle af mine genbrugsglasting med, fortæller prismodtageren.


Thomas Thulstrups tale til glasprismodtager Pernille Bülow, 15. juni 2022:

"Det er en stor glæde for Hempels Kulturfond igen at uddele Danmarks største glaspris.

Prisen, som i dag uddeles for 35. gang, har sit navn efter grundlæggeren af Hempel Glasmuseum, J.C. Hempel og er stiftet til ære og fremme af hans indsats for at formidle kultur og oplevelser og ikke mindst til inspiration for den fortsatte udvikling af glaskunsten.

Prisen udgør 100.000 kr. og gives til en betydelig og nyskabende danskboende glaskunster.

Og i år er det ikke kun en danskboende – men en repræsentant for en hel ø’s indsats for kunst og kunsthåndværk.

Øen er Bornholm – og årets glasprismodtager er naturligvis Pernille Bülow.

Pernille modtager prisen hendes livslange, konstante og konsekvente indsats for udbredelsen af studioglas.
Men derudover især for fortsat og kontinuerligt at udvise nysgerrighed og udfordre processer, materialer og teknikker, herunder de seneste års intense arbejde med genbrug og bæredygtighed, ikke mindst relation til genbrug af affaldsglas fra industrien.

Denne indsats betyder ikke kun nye æstetiske landvindinger – den er samtidig med til at understrege glasset som et bæredygtigt, ressourceeffektivt og fuldt genanvendeligt materiale.
En indsats som klinger så fint med dit fair trade samarbejde med enlige mødre i Ghana

Og så nævnte jeg Bornholm. Jeg ved godt, at du er fra Nordjylland, og uddannet i Sverige – men man kan ikke sige Bornholm uden at komme til at tænke på røget sild, Ekkodalen og … Pernille Bülow glas. Det er ret fantastisk.

Vi glæder os til at få din udstilling med unika lavet af affaldsglas til Hempel Glasmuseum til næste forår. Jeg er sikker på, at der bliver sjovt i dit værksted undervejs.

Og så er jeg meget glad for – på bestyrelsens vegne – at overrække dig Hempels Glaspris 2022.

Hjerteligt tillykke!"