Hjælp til fødevareøens nye krydderi

Hjælp til fødevareøens nye krydderi
Lokale fødevareiværksættere kan få hjælp til udvikle deres idé, så de får en sund forretning. Arkivfoto: Berit Hvassum
FØDEVARER | BORNHOLM | 18. OKT 2021 • 11:22
Henrik Nielsen
Journalist
FØDEVARER | BORNHOLM
18. OKT 2021 • 11:22

Nyt projekt skal klæde fødevarebranchens iværksættere på til at få en sund forretning.

Der er hjælp at hente for iværksættere, der ønsker at komme godt fra start med deres fødevarevirksomhed. Business Center Bornholm, Iværksætterdanmark og Orange Elevator tilbyder forløbet Sund fødevareforretning, hvor deltagerne blandt andet lærer at analysere deres produkter og markeder samt lærer om hygiejne, egenkontrol, markedsføring og meget mere.

– Sund fødevareforretning giver de bornholmske fødevareiværksættere en unik mulighed for at arbejde koncentreret med deres idé og deres produkt, uanset om det er under udvikling eller allerede er udviklet, siger erhvervschef Christa Lodahl fra Business Center Bornholm i en pressemeddelelse.

Sund fødevareforretning består af tre workshops, hvor deltagerne arbejder med egen forretningsidé. Der er også mulighed for løbende sparring med en tilknyttet konsulent fra Business Center Bornholm. Forløbet er målrettet iværksættere, der er ved at udvikle eller allerede har udviklet et fødevareprodukt og ønsker at skabe en sund forretning, uanset om der skal sælges til det lokale marked eller den store verden.

– Hvert år kommer der nye producenter og spisesteder til, og de er naturligvis med til at sætte krydderi på vores gastronomiske fortælling. Derfor håber jeg også, at vi i de kommende år ser flere fødevareiværksætterprojekter, der vokser sig store, og det er netop det, Sund fødevareforretning skal sikre, siger formand Maria Barslund fra Gourmet Bornholm i pressemeddelelsen.

Der er også plads til nystartede cafeer eller restauranter, hvor maden bliver tilberedt fra bunden.

Tilmelding sker via Iværksætterdanmarks hjemmeside.