Her er Cowis fire anbefalinger til Bornholm

NYHED | ABONNENT | 13. JAN 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
13. JAN 2023 • 05:30

Rådgivningsvirksomheden Cowi udgav i slutningen af 2022 en rapport, hvor de giver fire anbefalinger vedrørende energiøens etablering.

 

I forbindelse med etableringen af Danmarks to første energiøer har Cowi udgivet en desk study-rapport med fokus på erhvervspotentialet i Energiø Bornholm.

Rapporten blev udgivet i slutningen af 2022, og den åbnes med fire konkrete anbefalinger til Bornholm.

Det anbefales blandt andet, at man synliggør de lokale kompetencer og kapacitet.

En opgave, man hos Business Center Bornholm allerede er i fuld sving med. Her fortalte erhvervschef Christa Lodahl den 22. november, at flere bornholmske virksomheder var på vej til at blive opgraderet.

– Lige nu er vi i gang med 10 virksomheder, der er på vej til at blive certificeret, og vi har et projekt, der kører kun med offshore, og en mand dedikeret til det, fortalte Christa Lodahl dengang til Tidende.

I Cowi-rapporten anbefaler de, at der tages initiativ til at skabe relationer mellem entreprenør/operatør og de lokale virksomheder for at forventningsafstemme i forhold til kvalitet, dokumentation og opgaveløsning. De foreslår en digital markedsplatform eller et aktivt virksomhedsnetværk, og det gælder også for virksomheder i andre brancher end lige offshore.

Overnatning og infrastruktur

Det anbefales desuden, at man i Bornholms Regionskommune udarbejder en langsigtet plan og strategi for, hvordan kommunen bedst rustes til det langstrakte projekt. Det gælder både logistik og infrastruktur, såvel som adgangen til arbejdskraft. Derved kan barrierer og forsinkelser undgås, og fremtidige behov og muligheder synliggøres og planlægges, står der i rapporten.

Det anbefales desuden, at overnatningskapaciteten planlægges og prioriteres.

Det er nemlig givet, at der i højsæsonen vil forekomme kapacitetsudfordringer, når både turister og mandskab skal finde overnatning. Derfor anbefales der, at der allerede nu planlægges nye faciliteter, som kan stå klar inden mandskabet sættes i gang.

Og det bakker Linda Kofoed Persson(DF), som er formand for kommunens erhvervs-, bolig- og beskæftigelsesudvalg ivrigt op om. Det fortalte hun til Tidende, da hun for nylig vendte begejstret hjem fra en studietur til Esbjerg for at se, hvordan de håndterer virakken om energiøerne.

Her udtrykte hun blandt andet en iver efter at se nye permanente boliger på Bornholm.

– Forskellen skal måles ud i massevis af nye arbejdspladser, nye boliger, mange tilflyttere, vækst for erhvervslivet og en kommune, der kan komme tilbage på fode, udtalte Linda Kofoed Persson tidligere i januar.

Flere erhvervsuddannede

Den fjerde og sidste anbefaling er på mange måder også en gammel traver. Det anbefales nemlig, at man på Bornholm understøtter, at flere gennemfører en erhvervsuddannelse.

Og her står der i rapporten, at hvis den øgede arbejdskraft-efterspørgsel skal kunne imødekommes med lokal arbejdskraft bosat på Bornholm, kræver det en langsigtet arbejdsmarkeds- og uddannelsesindsats, som understøtter, at flere gennemfører en erhvervsuddannelse.

– Vi skal have tallet op. Det er brandærgerligt, at de unge - og deres forældre - ikke er mere opmærksomme på alle de muligheder, man har som faglært, udtalte forhendværende formand for Dansk Industri på Bornholm i en pressemeddelelse i februar 2022, hvor han klart og tydeligt bakker anbefalingen op.